Onsdag fra omtrentlig klokken 17 til klokken 18.10 havde Google.dk navneserver hos det danske webhotel One.com.
Det var bestemt ikke meningen, at danskere, som søgte søgemaskinen, i stedet lavede opslag hos den danske hjemmeside-udbyder.
One.com's server gik ifølge Hostmaster-DK ned, mens Google slet ikke fik besøgende. Derfor havde direktør Per Kølle fra DK-Hostmaster lidt over klokken 17 en desperat medarbejder fra One.com i telefonrøret, mens han egentlig sad i en taxa på vej hjem fra arbejde. Blot nogle sekunder senere ringe Googles medarbejdere - både fra Danmark og hovedkvarteret i Californien.
Efter at have fået styr på op og ned ringede Per Kølle til en af firmaets to teknikere. De var egentlig taget hjem, men har begge fjernadgang til systemerne, så de kan hjælpe i weekenden, hvis noget går galt. Teknikeren, som Per Kølle ringede til, sørgede for, at Google.dk klokken 18.10 igen havde navneserver i californiske Mountain View.
DK-Hostmasters service i sagen har været i top, for den danske domæneadministrator er helt uden skyld i sagen, siger direktør Per Kølle, som siger, at han har kigget i historikken. Den fortæller, at Google har accepteret anmodningen om en redelering.
DK-Hostmasters indgriben var exceptionel.
"Som jeg har gjort dem opmærksomme på, så er det ikke dét, der er indholdet i de 36 kroner, som man giver for at have et domænenavn i Danmark," siger Per Kølle om DK-Hostmasters indgriben uden for åbningstiden.
Per Kølle brød procedure
Han mindes ikke selv, at DK-Hostmaster før har været ude for, at et firma vej fejl har fået omdirigeret navneserveren.
I dette tilfælde lod han hånt om procedurerne i dét, han kalder for en fiberredning.
"Så kan man angribe mig for ikke at holde procedurerne, for jeg ved jo reelt ikke, hvem jeg snakker med," siger Per Kølle.
"Når de to parter begge skriger om hjælp, så er der nok noget om det," siger Per Kølle, som fik bestyrket sin formodning ved, at One.com hurtigt sendte en anmodning om at få navneserverne ændret tilbage.
Google accepterede dog ikke i går aftes den baglæns omdelegering, men alligevel tog Per Kølle en beslutning om at hjælpe One.com, som pludselig blev overbebyrdet med besøgende, og Google.dk, som pludselig manglede besøg.
50 kroner kunne have sparet Google
Google kunne i øvrigt have undgået hele problematikken ved at have været tilmeldt ordningen "Very Important Domain" - VID - hvor al korrespondance om omdirigering bliver sendt via anbefalet post. Google er dog ikke tilmeldt og har dermed sparet 50 kroner (eksklusiv moms) årligt. Til gengæld mistede de godt en times trafik til Google.dk.
"Hvis de havde haft denne service, så havde vi sendt et anbefalet brev til Californien. Det tager noget tid og er besværligt, men så er man til gengæld sikker på, at det ikke sker igen," siger Per Kølle, som oplyser, at ganske få firmaer - eksempelvis banker - har tilmeldt sig VID.
"De fleste mener nok, at det er ligesom at gå over åen for at få vand," vurderer Per Kølle om firmaernes syn på proceduren med den langsommelige fodpost.