Elektronikprodukter, såsom mobiler og pc´er er blevet op til 60 procent billigere i løbet af fire år. Og prisdykket fortsætter med fald på blandt andet fladskærme.
Det skriver Dagbladet Børsen, med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik.
Mobiltelefoner er faldet mest i pris. Over en periode på fire år er mobilerne faldet 60 procent i pris. EDB-udstyr følger efter med prisfald på 37 procent.
Elgigantens direktør, Jesper Boysen, siger, at han forventer at fladskærme vil være den produktgruppe som vil stå for de største fald i prisen fremover. Dog forventer direktøren, at prisfaldene til dels vil blive udlignet af at forbrugerne efterspørger bedre teknologier.
»Det vil i statistikkerne blive opvejet af, at forbrugerne vil have bedre teknologier. Nu vil mange have high definition-tv,« siger Jesper Boysen, der også glæder sig over fremgang i efterspørgslen på elektronik.
Ifølge Danmarks Statistik er efterspørgslen på forbrugerelektroniok steget med mellem 6 og 13 procent afhængig af varegruppe. Det giver en samlet fremgang på 10 procent.