En langvarig strid mellem Blackberry-producenten og NTP, som ejer patentet til den populære telefons software, er endt med et forlig på 3,8 milliarder kroner.
Research In Motion (RIM), som producerer den populære Blackberry-telefon, har længe været upopulær i de amerikanske retssale i en strid om patentet til den bærende software.
RIM har levet på lånt tid i sagen om, hvorvidt producenten i virkeligheden havde ret til at anvende den bærende software til sin Blackberry-telefon.
Softwareproducenten NTP, som ejer patentretten indtil 2012, har nu med et milliardforlig droppet retssagen som kunne lukke ned for den canadiske Blackberry-telefons netværk i USA.
RIM indgik sent fredag forlig i sagen ved at betale 612 millioner dollars, svarende til 3,8 milliarder kroner, for at overtage retten til at anvende softwaren i Blackberry-telefonen.
Både Blackberry's software og kunder er med fredagens forlig dermed sikret netværk og service.