"Upassende opførsel i sit hjem". Forældrene til skoleeleven Blake Robbins var noget overraskede, da de fik denne klage fra hans skole. Og endnu mere overraskede over, at skolen kunne fremvise et billede af Robbins taget i hans værelse i hjemmet. Et billede, som Robbins ikke selv havde taget. Hvad var der sket? Harriton High School i Philadelphia har uddelt bærbare Apple-computere med indbyggede webcams til sine elever - webcams, som angiveligt kan fjernstyres over nettet, så skolen kan udspionere hvad eleverne foretager sig i hjemmet.
Det hævder Blake Robbins' forældre ihvertfald, som nu har sagsøgt Lower Merion School District for at krænke elevernes privatsfære med den skjulte overvågning. Forældrene fortæller at skolen har bekræftet overfor dem, at billedet blev taget med det indbyggede webcam. Skolen er angiveligt "i stand til at fjernaktivere webcam'et i elevens personlige laptop til enhver tid og se og gemme billeder af det, der sker foran kameraet".
Der er tale om en såkaldt class-action sag, som altså føres på vejne af alle de forældre, der har børn på den pågældende skole. I anklageskriftet hedder det bl.a., at denne overvågning af mindreårige - med mulighed for at tage billeder i mere eller mindre afklædt stand - krænker en lang række love i USA.
Lower Merion School District har i mellemtiden svaret på anklagerne i en pressemeddelelse. Her henvises der til, at skoledistriktet faktisk var blandt de første i USA til at uddele bærbare til skoleeleverne. Det indrømmes, at de bærbare indeholder en funktion til fjernaktivering af kameraet, men denne funktion skal kun bruges hvis computeren bliver stjålet, og den er nu (fjern)deaktiveret, loves det.
I pressemeddelelsen tages der ikke stilling til anklagerne om, at funktionen faktisk er brugt til at overvåge eleverne, men det hævdes at funktionen kun er i stand til at tage ét enkelt stillbillede af gangen og ikke sende kontinuerlig video tilbage til skolen.