Efter nederlaget ved EF-domstolens første instans i sidste måned er Microsoft nu klar til at opfylde EU-Kommissionens krav om at skille styresystem og medieafspiller. I morgen sender Microsoft en version af Windows XP uden Media Player på gaden i Europa.
Prisen bliver den samme som for den eksisterende udgave af Windows XP - men styresystemet mangler en række funktioner. Foruden den manglende mulighed for at afspille billed- og lydfiler er det heller ikke muligt at afspille en almindelig musik-cd, fortæller en Microsoft-talsmand.
Pc-producenten eller slutbrugeren skal selv installere software til medieafspilning på computeren, f.eks. RealPlayer.
Ifølge Microsoft-talsmand Armin Cremerius-Günther vil den nye Windows-version blive markedsført »meget konservativt«.
Microsoft havde forsøgt at få EU-dommer Bo Vesterdorf til at suspendere sanktionerne indtil sagen er færdigbehandlet, men den danske retspræsident for EF-domstolen fulgte ikke softwaregigantens argumentation og afgjorde i sidste måned, at sanktionerne skal træde i kraft med det samme.
Firmaet har allerede åbnet en hjemmeside hvor konkurrenterne kan få adgang til oplysninger om tekniske grænseflader. Dermed har Microsoft opfyldt alle kravene fra EU-Kommissionen.