De russiske computer-systemer som kontrollerer ilt- og vandforsyningen på den internationale rumstation ISS gik i sort onsdag efter installationen af nye solpaneler på stationen. I værste fald kan computerproblemerne føre til, at rumstationen, der har kostet mere end 100 milliarder dollar, helt må opgives. Torsdag kunne det russiske kontrolcenter dog meddele, at kontakten til en del af systemerne er genoprettet, men det vides endnu ikke, hvad fejlen skyldes. Rumingeniørerne arbejder nu på at genetablere resten af de ramte systemer.
NASA fortæller at der ikke tidligere er set et så omfattende nedbrud på stationen og det menes at årsagen er et elektrisk problem med solpanelerne og ikke en softwarefejl. Et nyt sæt af solpaneler blev installeret på stationen onsdag, og kort tid efter gik computerne der kontrollerer de livsvigtige systemer ned. Selv uden de russiske systemer har stationen dog en iltreserve til 56 dage, inden astronauterne vil være tvunget til at evakuere ISS.
Torsdag blev en del af systemerne tilsluttet igen, hvilket udløste en brandalarm i den russiske Zarya modul, men ifølge NASA er der ingen tegn på ild eller røg. Men den falske alarm tyder på, at computerproblemerne måske ikke er overstået endnu.