Actebis udfordrer konkurrenten Boston Distribution på Xbox-markedet med en udmelding om, at Actebis vil tage markedsandele fra Boston. Tidligere har Boston Distribution haft eneagenturet på Xbox i Danmark, men for et år siden fik Actebis også en distributionsaftale med Microsoft om distribution af deres spilkonsol.
»Man vil se, at Actebis som på alle områder går efter at være nummer et,« siger Claus Holm, der er Actebis’ nordiske produkt marketingmager for forbrugerelektronik.
Han vurderer, at Actebis har mellem 20 og 30 procent af det danske Xbox-marked fraregnet det salg, der går direkte fra Microsoft til blandt andet Elgiganten. Han vil ikke udtale sig om, hvor mange Xboxe Boston Distribution sælger, men medgiver dog, at hans andel af markedet er mindre.
»Jeg er ikke i tvivl om, at Bostons markedsandel er noget større,« siger Claus Holm.
Boston har det meste
Størstedelen er stadig på den oprindelige distributørs hænder. Boston Distributions administrerende direktør Christian Banzhaf vurderer overfor CRN, at han har mellem 80 og 90 procent af det danske marked.
»Vores Xbox-salg er gået voldsomt frem, og jeg tror ikke, at Actebis har fået fodfæste på det danske marked, for det virker ikke sådan,« siger Christian Banzhaf.
Han forklarer sin dominans på markedet med, at Xboxen står for mellem 10 og 15 procent af Boston Distribution samlede omsætning, mens Xbox kun udgør en lille del af Actebis’ forretning.
»Det er et spørgsmål om, hvor man har sit fokus. Actebis har meget at koncentrere sig om, så Xboxen er nok ikke vigtig for dem, på samme måde som den er vigtig for vores forretning,« siger Christian Banzhaf.
Bundler Xbox
Hos Actebis afviser Claus Holm dog, at det altid er en fordel med et snævret produktfokus.. Der er tit priskrig på Xbox hos forhandlerne, og det gør, at avancerne bliver små. Derfor er det bedre for forhandlerne at sælge en xbox sammen med andre produkter end at sælge den alene. Her kan Actebis tilbyde både tv og mediecentre sammen med xboxen.
»Xbox er interessant, fordi man kan bruge den til at lave mersalg. Jo mere man pakker sammen med Xbox, jo mere dækningsbidrag kan man få,« siger Claus Holm.
Få overblikket med ComONs nyhedsbrev. Tilmeld dig her.