(Opdateret 19.42)
Europæerne skal have adgang til hurtigt internet, mener EU's folkevalgte i EU-Parlamentet, der i går bakkede op om Den Digitale Agenda, som EU-Kommissionen har foreslået skal være en del af EU's vækstplan "Europa 2020".
EU-politikerne mener, at medlemsstaterne skal have som mål, at 50 procent af EU’s husholdninger er forbundet til højhastighedsnetværk inden 2015 og 100 procent inden 2020.
Medlemmerne af EU-Parlamentet har i debatterne defineret en højhastighedsforbindelse som mindst 50 Mbits, oplyser kontorpersonalet for parlamentets ordfører, den konservative Pilar del Castillo fra Spanien. EU-Kommissionen sætter dog grænsen en anelse lavere, ved 30 Mbits.
Medlemmerne af den folkevalgte forsamling har i deres betænkning en del konkrete - og muligvis opnåelige - ønsker til EU og medlemslandene:
Om højhastighed til alle:
- Alle husholdninger i EU bør have adgang til bredbåndsinternet til konkurrencedygtige priser inden 2013.
- Europa skal bevare sin status som det mobile kontinent: 75 procent af alle mobilabonnenter bør være 3G-brugere (eller bedre) inden 2015.
- 50 procent af husstandene i EU bør være forbundet til højhastighedsnet i 2015.
Om borgernes digitale kompetencer:
- Mængden af borgere uden digitale færdigheder skal halveres inden 2015.
- Alle grundskoler og skoler på sekundærniveau bør have højhastighedsinternetadgang inden 2015.
- Alle skole- og gymnasieelever bør modtage undervisning om risici forbundet med internettet samt om sikker og ansvarlig brug heraf inden 2012.
- Alle voksne i den erhvervsaktive alder bør tilbydes it-uddannelsesmuligheder (2010-2015).
Om digitale rettigheder:
- Alle borgere bør være klar over deres grundlæggende digitale rettigheder.
- Alle brugere skal have kontrol over deres egne data.
Om ens regler:
- Opnå et fuldt konkurrencedygtigt marked for elektronisk kommunikation.
- Sikre et åbent internet, hvor borgernes ret til adgang til og distribution af information samt anvendelse af applikationer og tjenester, respekteres.
Om det digitale marked:
- Fjernelse af de vigtigste lovgivningsmæssige hindringer for grænseoverskridende onlinetransaktioner inden 2015.
- Alle brugere af mobile tjenester bør være i stand til at bruge sin enhed som en mobil tegnebog i 2015.
Om offentlig it:
- Alle offentlige tjenesteydelser skal være tilgængelige online og tilgængelige for handicappede inden 2015.
- 50 procent reduktion af offentlige tjenesters CO2-fodaftryk inden 2015.
Om den frie bevægelighed af viden:
- En enkel, brugervenlig retlig ramme for adgangen til digitalt indhold i Europa inden 2015.
Om forskning og innovation:
- Europa som blandt de førende inden for udvikling af internetteknologier.
- Teknologisk lederskab inden for ikt-applikationer med lavt kulstofforbrug.
- Radikal reduktion af bureaukratiet i forbindelse med EU's rammeprogram.
Om virksomheders brug af it:
- Handelsbalancen for it-varer og -tjenesteydelser i EU bør være positiv inden 2015.
- 80 procent af SMV'erne (små og mellemstore virksomheder, red.) bør anvende avancerede forretningsværktøjer inden 2015.
Om it og klimamål:
- 15 procent lavere CO2-emissioner i vigtige sektorer takket være ikt inden 2020.
- Reduktion af ikt-sektorens fodaftryk med 50 procent inden 2015.
- Mere energieffektiv forbrugeradfærd: 50 procent af alle husstande udstyret med intelligente målere inden 2015.
EU-Parlamentet har også en række konkrete mål til at få de forskellige ønsker opfyldt. Man kan læses i betænkningen her
.