Page-up og page down-funktionen tilhører Microsoft. Det har softwaregiganten fået de amerikanske patentmyndigheders ord på. Og det er selvom de famøse taster har eksisteret siden 1981 på IBM-tastatur.
Microsoft søgte patent på den funktion, som op og ned-tasterne udfører i 2005, og vupti - den 19. august blev softwaregiganten tildelt patentet med sagsnummer 7.415.666. (Tjek link for patentansøgning under artiklen).
Bag patentet står Timothy Sellers, Heather Grantham og Joshua Derch opført som 'opfindere'.
På et dokument til de amerikanske patentmyndigheder beskrives pantentet som en metode og system, 'der gør brugeren i stand til at navigere vertikalt på et hvert mulig punkt på en side, og navigere til samme sted på samme eller næste side'.
Det er dog ikke første gang, at Microsoft har fået en lys idé.
Selskabet har en lang tradition for at søge tvivlsomme patenter, eller rettere arbejde som er udført af andre på et tidligere tidspunkt.
Blandt andet har softwaregiganten fået tildelt patent på mus med 'scoll up og ned'-funktion. Desuden har Microsoft ligeledes fået patent på dobbelt-klik-funktionen.
I marts 2006 modtog Microsoft sit patent nummer 5.000 fra det amerikanske patent og varemærkekontor. Nu er softwareselskabet oppe på 10.000 patenter.