Ifølge nyhedstjenesten The Inquirer har Sony og Intel allerede indgået en aftale, som betyder at PlayStation 4 skal udstyres med en grafik-processor fra Intel. Det bliver efter alt at dømme den nye Larrabee, en hybrid mellem CPU og GPU, som ComON omtalte tidligere i denne uge. Larrabee indeholder helt op til 48 x86-kerner og kommer senere i år. Men i modsætning til Cell, der bruges i PlayStation 3, kan Larrabee ikke fungere uden en selvstændig hovedprocessor.
Hverken Sony eller Intel har bekræftet aftalen, som dermed må betegnes som et rygte. The Inquirer hævder, at man fik informationen om alliancen mellem de to selskaber allerede under Consumer Electronics Show tidligere i denne måned. Men det forekommer lidt underligt, at man har ventet en hel måned med at rykke ud med denne endog meget opsigtsvækkend nyhed.
Sony har angiveligt haft brug for en partner til PS4 med meget dybe lommer - selskabet har tabt mange penge på forgængeren - og Intel opfylder denne rolle. Intel har til gengæld brug for en storkunde til Larrabee.
The Inquirer kan også fortælle, at den næste Xbox fra Microsoft sandsynligvis bliver baseret på en AMD/ATI-arkitektur. Der gættes også på, at AMD skulle være sikker som GPU-leverandør til Nintendos Wii-efterfølger, men her er der vitterlig tale om rene spekulationer.
Den store taber ser ud til at være Nvidia, hvis ellers rygterne holder. Den næste konsol-generation ventes på markedet i 2012.