Moralens vogter i cyberspace. Den rolle har en ny trojansk hest påtaget sig.
Den nye trojanske hest, Yusufali-A, kigger i titellinien på ens browser. Hvis man besøger en side, som kan være pornorelateret, vil trojaneren udskifte pornoen med tekster fra Koranen.
Helt specifikt leder den trojanske hest efter ni forskellige ord, blandt andet sex, xxx, penis, teen og exhibitionism, skriver Sophos på sin hjemmeside.
Når trojaneren bestemmer, at den side som brugeren besøger, er porno, minimerer den vinduet, og viser i stedet et vindue med tekster fra Koranen. Hvis pornositet ikke bliver lukket af brugeren, så viser Yusufali en knap med titlen "For exit click here". Når musen rulles henover denne knap, fryser computeren, og en genstart er nødvendig.
Ifølge Sophos er den trojanske hest ikke særligt udbredt. Sophos advarer dog om, at Yusufali med den måde den er programmeret på, også vil kunne blokere for sider om sundhed, undervisningssites og sites rettet mod teenagere.