En imponerende alliance af software- og Internet-virksomheder, der tæller giganter som Microsoft, Adobe, CNET, Sun og ZDNet, har fremlagt en ny standard, Information and Content Exchange (ICE), som skal gøre det lettere at udveksle indhold mellem web-steder. I spidsen for alliancen står software-firmaet Vignette, der har udviklet et komplekst publicerings-system, som anvendes på mange store web-steder. Problemet med sådanne systemer er imidlertid, at det er meget svært at udveksle dokumenter mellem forskellige systemer.
ICE-standarden, der er baseret på XML-sproget, betyder at det fremover bliver meget lettere at udveksle indhold indbyrdes; nyhedstjenester kan automatisk sende korte nyheder til andre web-steder, Internet-forretninger kan sende elektroniske produktinformationer, som integreres i andre hjemmesider, og Internet-firmaer kan indgå i helt nye samarbejdsformer, som betyder at indhold roteres i netværk.
ICE-systemet sørger automatisk for, at indholdet overføres i det rigtige format.