Det skandaleramte bredbåndsselskab Digginet blev reddet fra en konkurs i sidste øjeblik i september. Den nye ejer formåede dog kun at holde liv i selskabet i lidt over en måned, for nu er Digginet erklæret konkurs.
Kurator Søren Aamann Jensen fra advokatfirmaet Kromann Reumert fortæller, at Digginet er blevet erklæret konkurs mandag på baggrund af dekret fra kreditoren Siemens. Ifølge ComONs oplysninger er Siemens dog ikke de eneste kreditorer, som Digginet skylder penge.
»Nu skal vi i gang med at konkursbehandle firmaet. Her skal vi se, hvad der er af aktiver, og om det er muligt at opretholde driften. Men jeg kan allerede nu sige, at de værdier, som er i selskabet, ikke er overvældende. Det er muligt, vi kan finde en køber, men det er stadig ret nyt for os,« siger Søren Aamann Jensen.
Han anslår samtidig, at der vil gå en uge, før der for alvor er skabt et overblik over Digginets situation.
Allerede i december begærede De Frie Funktionærer Digginet konkurs på grund af manglende lønudbetaling til et af deres medlemmer. Flere fagforbund fulgte siden hen trop, men
Digginet overlevede en truende konkurs, da firmaet kunne fremvise en bankgaranti fra en amerikansk bank.