Fredag vendte bestyrelsen i Song Networks reelt tomlen nedad over for den pris, som TDC og Tele2 vil give for aktierne. I stedet gik anbefalingen på at sælge aktierne uden om de to stridende bydere, fordi kursen på Stockholmsbørsen er højere end de to kombatanters udspil.
Den udmelding rammer TDC hårdest. Selskabet er sat tilbage som tredjevalg for Song-aktionærerne, fordi Tele2s bud er højere og dermed det, aktionærerne ifølge Song-bestyrelsen anbefaling først bør tage imod, hvis altså aktiekursen falder til under 85 svenske kroner.
Det tvinger TDC til at komme med et nyt offensivt bud på omkring 90 procent, forventer flere analytikere ifølge Dagbladet Børsen. Men tilbudet bliver dog først offentliggjort, når Dyremose har sikret sig en portion Song-aktier på yderligere 17 procent, så TDC når over det magiske punkt på 50,01 procent af aktierne.
»Jeg tror på et nyt TDC-bud, som indeholder en meddelelse om, at man har opnået over 50 procent ejerskab. I øjeblikket forhandler TDC formentlig med aktionærer, så man på et tidspunkt kan offentliggøre, at man har over 50 procent af aktierne. Og så er det slut,« siger aktieanalytiker Rune Møller fra Jyske Bank til Dagbladet Børsen.