En afgørelse fra Forbrugerklagenævnet kan få afgørende betydning for Apple og tusindvis af Mac-brugere i hele verden.
Forbrugerstyrelsen har nemlig skaffet dokumentation for en skjult konstruktionsfejl i Apples iBook G4, som betyder, at strømmen ryger i computeren, så skærmen går i sort.
Hidtil har Apple systematisk nægtet eksistensen af sådan en fejl. Og kunder, som hidtil har henvendt sig til Apple, er gang på gang blevet afvist, da Apple nægter at anerkende fejlen og iøvrigt henviser til, at garantien på de 12 måneder iøvrigt er udløbet.
Og da Forbrugerstyrelsens undersøgelse har vist, at der var tale om konstruktionsfejl, har Forbrugerklagenævnet i april afgjort, at forbrugerne skal kunne returnere computere med denne fejl til Apple.
Apple Computer International har allerede indgået forlig i en række sager på baggrund af undersøgelsesrapporten.
På Forbrugerstyrelsens hjemmeside kan du få mere baggrund om klagesagen og om undersøgelsen.
ComON.dk har forsøgt at få en kommentar om afgørelsens betydning for danske Mac-kunder via Apple Danmarks presseservice, som kun kan kontaktes per mail. Men indtil videre har Apple ikke reageret på vores henvendelse.