Tirsdag aften blev to internationale søkabler i Middelhavet beskadiget ud for den egyptiske kyst, og det har afbrudt internet-forbindelsen til store dele af Nordafrika, Mellemøsten og Asien. Det menes at et skibsanker kan have ramt begge kabler nær Alexandria, og Egypten er da også et af de lande, der er hårdest ramt.
En talsmand for den egyptiske teleminister opfordrer nu de private internet-brugere til at lade være med at hente film og musik fra nettet og dermed frigøre båndbredde, så den kan bruges af landets virksomheder til »vigtigere ting«.
Men også det fremadstormende Dubai i de Forenede Arabiske Emirater er hårdt ramt af nedbrudet. Og det er ikke kun internet-forbindelserne til private og virksomheder, der er afbrudt, men også dele af telenettet og tv-transmissionen.
Det har angiveligt også berørt flytrafikken hos Dubai International Airport, selvom flyselskabet Emirates Airlines afviser at man har været nødt til at aflyse flyafgange.
Dubai har igennem de seneste år fået en rolle som et internationalt finanscentrum, men det betyder, at emiratet er meget afhængigt af elektroniske forbindelser til omverden.
Det samme er tilfældet i Indien, hvor landets it-sektor lider hårdt under de afbrudte globale internet-forbindelser. Det anslås at en femtedel af de indiske it-virksomheder i øjeblikket er uden netforbindelse til omverden.
Der kan gå adskillige uger før de beskadigede søkabler i Middelhavet er repareret.