Leverandøren af folkeskolens problemfyldte digitale testløsning, Cowi, får nu betalt en million kroner tilbage, som virksomheden har betalt i bøde til Undervisningsministeriet.
Beløbet dækker over en række forsinkelses-dagbøder, som Cowi måtte betale, efter løsningen først blev forsinket og derefter brød ned flere gange.
Det skriver Folkeskolen.dk.
Pengene tilbage
I år 2009 lovede Undervisningsministeriet, at Cowi kunne få pengene igen, når de problematiske test endelig virkede fuldt ud.
En aftale, som Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, dengang kaldte for absurd.
Men derfor får Cowi nu millionen tilbagebetalt, efter at de nationale test blev gennemført problemfrit for første gang i januar i år.
Dog har Cowi også betalt for andre problemer, som virksomheden ikke får igen, herunder 100.000 kroner for forsinket levering af test i dansk som andetsprog.
Opgiver erstatningskrav
Tilbagebetalingen får Cowi til at droppe et krav på 2,8 millioner kroner, som virksomheden ellers mente at have til gode for over 1.500 testopgaver, som Cowi har produceret for meget i forhold til kontrakten.
"Vi har løbende undervejs forbeholdt os ret til at tage de overskydende opgaver ud og bruge dem i anden sammenhæng," forklarer group quality director i Cowi-koncernen, Morten Andersen, til Folkeskolen.dk.