Efter to år som forretnings- og marketingdirektør hos Microsoft forlader Bjarne Riis nu virksomheden. En længere dialog mellem Bjarne Riis og direktøren for Microsoft Danmark, Jørgen Bardenfleth, har ført til, at Bjarne Riis har valgt at sige sit job op.
"Min profil er nok mere til, at jeg er eksternt orienteret. Jeg har talt med Jørgen (Bardenfleth red.), men har ikke kunnet finde et job i Microsoft, der passede til mig. Derfor har jeg besluttet at stoppe og tage en tænkepause," siger Bjarne Riis.
Han afviser, at der er tale om en fyring.
"Jeg har hele tiden vidst, at den rolle som forretnings- og marketingdirektør var for en begrænset årrække - det var ikke en rolle, jeg skulle have resten af mine dage. Men jeg har fået lov til at se mere strategisk på tingene, og nu er det så tid at prøve noget nyt," forklarer han.
Bjarne Riis fortæller, at den rolle som forretnings- og marketingdirektør, som han har beklædt hos Microsoft over de sidste to år, er meget internt fokuseret, og hvor hans egen personlige rolle har været at køre forretningen, mens andre har været ude og tale med kunderne.
"Jeg har arbejdet med partnere i alle de år, hvor jeg har været i Microsoft. Og jeg savner en rolle, som er mere ekstern. Jeg tror, at der skal være mere partnerkontakt i min næste rolle - hvad det så end skal være," fortæller Bjarne Riis, der oplyser, at han ikke har noget andet job på hånden.
Skal have passionen med
Bjarne Riis har været 13 år hos Microsoft. I syv år var Bjarne Riis salgsdirektør med fokus på partnerforretningen, inden han for to år siden byttede job med Erik Kaae og blev forretnings- og marketingdirektør.
Selv om Bjarne Riis fortæller, at han nu tager en tænkepause, så betyder det ikke, at han er i tvivl om, hvilken branche han skal arbejde i fremover.
"Jeg skal arbejde med teknologi - det kan være it eller mobiltelefoni. Men jeg er et menneske, der skal have passionen med i det jeg laver. Og jeg brænder for noget, man kan sætte strøm til."