Test: Storartet Intel Z68-bundkort fra Gigabyte
Intels Sandy Bridge-platform blev ekspederet ud på markedet umiddelbart efter nytår og introducerede nye Core i3-, -5 og i7-processorer sammen med chipsættene H67 og P67.
H67 gør det muligt at udnytte den grafikprocessor (GPU; Graphics Accelerating Unit), Intel snedigt har fundet plads til i Core-processorernes indre sammen med hovedprocessoren. Den udgør en billig løsning for de brugere, der ikke har behov for at køre de nyeste, svulstige 3D-spil i tårnhøje opløsninger, og som måske mest af alt vil kunne køre HD-video uden problemer.
Til sammenligning kan P67-chipsættet ikke udnytte den integrerede grafikchip. Men eftersom krævende brugere alligevel vil investere i et dyrt og kraftigt selvstændigt grafikkort, er det tvivlsomt, om de overhovedet kommer til at savne funktionaliteten.
Det var ikke nogen problemfri lancering for Intel, da den første revision af bundkort med det nye 6-Series-chipsæt var behæftet med en fejl. Fejlen kunne i visse tilfælde medføre en degradering af SATA-portenes ydelse.
Med den såkaldte B3-revision af H67- og P67-bundkortene fik fejlen dog en kindhest af de helt store, og vi har tidligere testet et fremragende P67-bundkort, der er i stand til at slippe det muskelbundt af kræfter løs, Intel har proppet i producentens Core-processor.
Flere tricks i ærmet
For nylig åbnede Intel så sluserne for et nyt chipsæt til Sandy Bridge: Z68. Bundkort med dette chipsæt er kompatibelt med de nuværende Core-processorer, men tilbyder øget funktionalitet såsom muligheden for at kombinere harddisk og SSD-disk til et stort og hurtigt lager med SSD-lignende hastigheder.
Langt de fleste Z68-bundkort gør det desuden muligt at skifte mellem den integrerede grafikprocessor og det dedikerede grafikkort.
Vi har haft fornøjelsen af at prøvekøre Intels Z68-chipsæt i form af Gigabytes Z68X-uD3H-B3, og med undtagelse af enkelte skønhedspletter er vi praktisk talt ekspederet op i hardwarehimlen.
Smart teknologi parrer harddisk og SSD
Det er i sig selv ikke revolutionerende at kombinere harddisk med et SSD-lager; vi har blandt andet testet konceptet i form af Seagate Momentus XT og Marvell HyperDuo på Asus' P8P67 Deluxe-bundkort.
Forskellen her skal dog findes i, at Intel i forbindelse med Z68-chipsættet selv har grebet stafetten og lanceret Smart Response Technology (SRT), der selvsagt også er implementeret på Gigabytes bundkort.
Fordelen er, at teknologien kommer den relativt høje pris per gigabyte, som kendetegner SSD-diske, til livs; du kan kombinere en SSD med begrænset lagerplads med en velvoksen harddisk, der som bekendt kan fås til noget nær dumpingpriser.
Med Intels SRT-teknologi bliver de hyppigst benyttede filer placeret på SSD'en, så styresystemet ikke skal hente dem ind i hukommelsen fra den noget trægere harddisk.
Med en Corsair Force SSD på 60 gigabyte og en Hitachi-harddisk på en terabyte med 7.200 omdrejninger per minut konstaterede vi ydelsestal, der befandt sig på cirka 75 procent af den ydelse, en dedikeret SSD-disk kunne have leveret. Til gengæld kunne vi så realisere et stort og velvoksent lager, og vi glemte helt de kapacitetsmæssige begrænsninger, SSD-diske er kendetegnet ved.
Det er muligt at konfigurere SSD-lageret både som såkaldt læsebuffer, så du i praksis kan fjerne SSD'en uden tab af data. Sekundært kan du udpege SSD-lageret som både læse- og skrivebuffer og afsætte et ønsket antal gigabyte til formålet. Hvis SSD-disken bliver fjernet fra computerne, kan du altså miste data.
Vi har oplevet enkelte problemer med Intels SRT-software såsom pludselige crashes, dette er dog ikke sket ofte, men vi krydser fingre for, at den nyeste version af Intel Rapid Storage Manager retter op på skavankerne.
Skift mellem dedikeret og integreret grafik
Vi har tidligere omtalt Lucids Virtu-teknologi, der gør det muligt at skifte mellem processorens integrerede grafikchip og computerens dedikerede grafikkort fra AMD eller Nvidia.
Løsningen er kommet til verden, da Core-processorernes integrerede grafikchip ikke er født til 3D-spil, men alligevel dækker de fleste behov i forhold til almindelige programmer og videoafspilning. Når du så får lyst til at gå på rov på slagmarken i en krævende shooter, kan det velvoksne grafikkort tage over.
I praksis skal du koble skærmen til bundkortets tilslutning, hvilket gør det muligt at "slukke" helt for det dedikerede grafikkort og udelukkende benytte Core-processorens grafikchip i visse situationer. Der vil dog altid være tale om et vist strømforbrug til det dedikerede grafikkort, og vi har kunnet konstatere en ydelsesnedgang på mellem 5 og 10 procent, når 3D-grafikken skulle omdirigeres fra grafikkort til bundkort via PCI Express-bussen.
Hvis du vil have fuld udblæsning på grafikkortet, skal du altså koble skærmstikket til direkte. Du kan dermed stadig benytte Virtu-teknologien, men strømforbruget vil være højere, selv om det er den integrerede Intel-grafik, som knokler løs.
Lucid Virtu er en interessant teknologi, men vores vurdering er, at mange brugere i praksis ikke vil anse strømbesparelsen for noget særligt. Af samme grund er det ikke urealistisk, at mange vil undlade at tage Virtu i brug.
Konklusion: Tæt på hardwarehimlen
Z68X-uD3H-B3 er ikke Gigabytes topmodel baseret på Z68, den rolle tilfalder nemlig det kostbare GA-Z68X-UD7-B3, der med et afskrækkende prismærke er forbeholdt de færreste.
Til gengæld kan vi slå fast, at vores testeksemplar til godt og vel den halve pris vil stille langt de fleste tilfredse. Der er ingenlunde tale om et skrabet bundkort.
Z68X-uD3H-B3 har udvidelsesmulighederne på plads, og bagpanelet kan blandt andet byde på to USB 3.0- og fire USB 2.0-stik (læs om fordelene ved USB 3.0 her), DVI-D, D-Sub (analog tilslutning), DisplayPort og HDMI direkte på bundkortets bagpanel, seks lydstik (op til 7.1-kanalers Dolby Home Theater-lyd) og et netværksstik med Gigabit Ethernet-hastighed.
Feinschmeckere vil måske savne et ekstra netværksstik, men til prisen på godt 1.200 kroner er det en mangel, vi kan acceptere.
På bundkortet i kabinettets indre er der blandt andet en såkaldt USB 3.0 header, så de nyeste kabinetter kan få USB 3.0-stik indbygget i fronten, og med fire SATA 3.0- og tre SATA 2.0-stik er der grobund for læssevis af harddiske og SSD-diske.
Bundkortet understøtter både Nvidia SLI og AMD Crossfire, hvis du føler dig tiltrukket af at koble to grafikkort og opnå endnu vildere 3D-ydelse.
Ingen UEFI
UEFI, Unified Extensible Firmware Interface, er efterfølgeren til den gammeldags BIOS. Ud over muligheden for at byde på et lækkert, visuelt indbydende interface gør UEFI det muligt at boote fra harddiske på tre terabyte eller større.
Selv om bundkortet fra Gigabyte er UEFI-baseret, lever interfacet ikke op til Asus' glimrende implementering. Du får altså en "BIOS", der ligner tidligere BIOS-interfaces på ældre Gigabyte-bundkort til forveksling.
Det er ikke noget decideret problem, og der er i realiteten rigtigt mange brugere, der aldrig skruer på indstillingerne i BIOS. Uanset hvad ville det dog have været en lækker detalje, hvis Gigabyte kunne byde på et konkurrencedygtigt alternativ til Asus.
Tæt på topkarakter
Ydelsen er generelt yderst tilfredsstillende og fuldt ud på niveau med det, Asus' P8P67 Deluxe præsterer. Vi har testet med en Core i5-2500K-processor og otte gigabyte DDR3-ram fra G.Skill. Husk at du skal vælge en Core-processor med K-suffikset, hvis du gerne vil overclocke processoren.
I sidste ende er det derfor manglen på et lækkert UEFI-interface, der forhindrer Z68X-uD3H-B3 i at krybe op på en imponerende topkarakter.
Vi må derfor "nøjes" med karakteren fem ud af seks, hvilket bestemt ikke er ueffent. Men hvis Gigabyte leverer en kommende udgave med et gennemtænkt UEFI-interface, vil vi bestemt ikke udelukke det magiske sekstal.
