Du behøver ikke længere et fuldt udstyret kontor med masser af dyre kontorprogrammer for at få en produktiv arbejdsdag.
I dag kommer du langt med en bærbar computer og en internetforbindelse. Resten kan du finde på internettet.
Du bruger måske allerede Dropbox, Google Docs og online e-fakturering. Men her er yderligere fem små gratis internet-services, der kan gøre dit forretningsliv lidt mere effektivt.
1. Planlæg dine aftaler med Doodle
Du ved måske, hvor frustrerende det kan være at finde den rigtige dato til et møde eller en firmafest.
Doodle løser det problem.
Du går ind på doodle.com og klikker på "planlæg en begivenhed". Her opretter du din begivenhed, giver den en overskrift, vælger nogle mulige datoer og herefter spytter Doodle et link ud, som du kan sende til de andre deltagere ved mødet.
Når deltagerne klikker på linket, kan de krydse de tidspunkter af, hvor de er ledige. Herefter vælger du den dato, hvor flest har mulighed for at deltage. Og ja, det er akkurat så enkelt, som det lyder.
Doodle tilbyder desuden nogle mere avancerede funktioner, der dog kræver, at du registrerer dig som bruger. Du kan blandt andet synkronisere din Doodle-konto med dit kalender-program. Det giver dig mulighed for at dele et udsnit af din kalender med dine forretningsforbindelser, der selv kan finde ledige mødetider i din kalender.
2. Konverter dine filer online
Du har muligvis prøvet at modtage en docx-fil, som du ikke kan åbne, fordi du stadigvæk har en ældre version af Word.
Det problem løser sig let med hjælp fra Zamzar.com. Her kan du i løbet af ingen tid uploade dine filer og få dem konverteret til et format, som du kan læse på din computer.
Når du har uploadet din fil og valgt, hvilket format du vil have konverteret den til, skal du blot indtaste din mailadresse. Kort tid efter vil du modtage en mail med et link til din fil, der nu er konverteret til det nye format.
Du skal dog være opmærksom på, at du skal registrere dig som bruger, før du kan få adgang til filen.
Hvis du er nervøs for, hvad Zamzar bruger dine filer til efter, at du har uploadet dem, så understreger virksomheden i sine licensbetingelserne, at Zamzar ikke vil videresælge dine informationer eller mailadresser.
Lav fede diagrammer på nettet
3. Lav fede diagrammer med LucidChart
Det er muligt at lave flotte diagrammer uden at skulle investere i dyre programmer som eksempelvis PowerPoint og Photoshop.
Du skal blot registrere dig som bruger hos LucidChart.com.
Her får du alle de funktioner, der er nødvendige for at lave en god illustration, og i lighed med Google Docs er der mulighed for, at flere personer kan arbejde i det samme dokument samtidig.
Når du har lavet dit diagram, kan du vælge at gemme det som pdf-fil eller få et direkte link, som gør det muligt at se diagrammet direkte i en browser.
Det er gratis at bruge LucidChart.com, hvis I højst er to brugere på én gang og ellers kan nøjes med 25 megabyte lagerplads. Er I derimod en større gruppe personer, der skal samarbejde om diagrammerne, og har I brug for mere lagerplads, koster det minimum fem dollar (lige knap 30 kroner) om måneden at bruge LucidChart.
4. Den hurtigste måde at dele filer på
Med Ge.tt kan du dele store filer uden at skulle oprette en konto eller downloade et særligt program.
Du har måske tidligere brugt sider som Imageshack.us, når du har haft brug for at dele billedfiler. Men Ge.tt's veldesignede hjemmeside giver dig flere funktioner end Imageshack,
og har tilmed en brugerflade, der er mere imødekommende og fri for irriterende annoncer og popup-vinduer.
For at komme i gang går du blot ind www.ge.tt og klikker på "select files".
Når du har valgt dine filer, blive du sendt videre til en ny side, der giver dig et direkte link til dine filer. Selv om filerne stadigvæk er ved at blive uploadet, kan du allerede nu maile linket til dine kolleger eller forretningsforbindelser.
Modtageren af dit link bliver sendt ind på en let og overskuelig side, der viser alle de filer, som du har valgt at uploade. Du kan tilmed give siden en overskrift, så din kollega eksempelvis ved, at alle filerne relaterer sig til jeres seneste møde.
5. Husk mælken med en online post-it-note
Har du heller aldrig fundet en god afløser for de små gule post-it sedler, der er klistret op overalt på dit skrivebord?
Så tag et kig på Remember the Milk. Det
er en gratis webservice, der ikke bare hjælper dig med at huske at købe mælk, men holder styr på de mange arbejdsopgaver, som du har i løbet af en dag på jobbet.
Når du logger ind hos Remeber the Milk, mødes du af en minimalistisk side, der gør det simpelt at oprette nye opgave-noter. Du kan kategorisere alle din opgaver ved at tilføje tags, hvilket gør det let at finde dine gamle opgaver frem og genbruge dem ved en senere lejlighed.
Remember the Milk kan synkronisere med Googles kalender, og hvis du køber en såkaldt Pro Account, kan den også spille sammen med Outlook.
En pro-konto giver også adgang til Remember the Milks apps til iPad, iPhone, Android og Blackberry-telefoner.
Du kan desuden tilføje nye punkter til din opgaveliste ved at sende en mail eller sms-besked til Remember the Milk. En lidt mere usædvanlig feature er, at du også kan gøre det ved at sende en direct message på Twitter til @rtm, der er Remember the Milks twitter-side.
Læs også: Gør din hverdag lettere med digitale fakturaer
Læs også: Sådan dræber du dine net-overspringshandlinger