Artikel top billede

3's topchef, Morten Christiansen, er utilfreds med Telenor og TDC's opførsel i mobilpriskrigen. Foto: Torben Klint.

Vred 3-boss: TDC belønner branchens lykkeriddere

3's topchef, Morten Christiansen, er rasende over, at TDC med høj betaling til mobilbranchens danske lykkeriddere har skabt 'en usund situation.'

Der røg chokbølger gennem den danske mobilbranche, da TDC i sidste måned købte mobilselskabet Onfone for cirka 300 millioner kroner.
 
Forinden havde alle de store mobiloperatører, 3, TDC, Telenor og Telia, meldt ud, at de ikke ønskede at købe selskabet, som kørte med underskud og pressede priserne ned. Der skulle statueres et eksempel, hvor det ikke blev belønnet at kapre kunder med underskud, lød det.
 
Alligevel endte TDC med at købe selskabet, efter at Onfone med sin aggressive markedsføring havde presset priserne i markedet ned til stor smerte for de etablerede selskaber.
 
Og det ærgrer 3's topchef, Morten Christiansen, at TDC endte med at belønne Onfone-aktionærerne for den aggressive strategi.
 
"Det er ærgerligt, at der hele tiden er et svagt led i kæden, som gør, at vi har de her pris-dumpere," siger Morten Christiansen til Computerworld. 
 
En stor del af Onfones omsætning endte i lommen på Telenor, som ejede det netværk, hvor Onfone havde lejet sig ind. Nu bliver kunderne og omsætningen flyttet over i TDC's netværk. 
 
Langer ud efter Telenor og TDC
Morten Christiansen mener, at Telenor og TDC i fællesskab har skabt en "usund situation" på det danske mobilmarked, fordi det vil give andre "lykkeriddere" blod på tanden.
 
"Telenor giver jo Onfone en aftale, som gør, at Onfone kan være super-billig i markedet som det ene, og efterfølgende går et andet selskab ud og køber den, så det skaber to mange-millionærer igen. Og så har vi selvfølgelig et felt, hvor vi kan være sikre på, at andre vil prøve igen," siger han.
 
Tidligere er selskaber som Telmore, CBB, Bibob og M1 blevet købt op af de store, efter at de pressede priserne i markedet.
 
"Det er en usund situation, når en virksomhed kan gå ind og hente kunder på en forretningsmodel, som gør, at den sætter penge til eller ingen tjener, hvorefter den bliver forgyldt af en konkurrent, som er bange for, at en anden konkurrent tager den," forklarer Morten Christiansen.
 
Onfone har i sin tid med den aggressive mobilstrategi hele tiden kørt med underskud, men i marts fortalte Onfone-stifter Morten Strunge til Computerworld, at selskabet ville begynde at give overskud i maj. Det var netop i den måned, at TDC købte selskabet. 
 
Det stopper aldrig
Morten Christiansen mener dog, at ingen skulle have købt selskabet, for TDC har belønnet en adfærd, som ifølge direktøren er til skade for markedet.
 
"Havde det været en forretning, der tjente penge, og som havde noget værdi, så havde det været en anden situation, men det er det ikke. Du kan gå ind og lave et underskud, og så kan du konvertere det til en stor up front-betaling, når du sælger selskabet," siger han.
 
Men Onfone hævdede selv, at selskabet var ved at nå break even i maj, men det tror du ikke på?
 
"Det finder vi jo aldrig ud af."
 
Det vil sige, at du hellere havde set, at ingen havde købt Onfone?
 
"Det havde jeg. Det er der ingen tvivl om, at jeg havde."
 
Hvordan kan det være, når der omvendt bliver taget et prispres ud af markedet?
 
"Ja, det er der nu, men fordi de to hovedejere (af Onfone, red.) er blevet meget rige, så kan du være sikker på, at der er flere lykkeriddere, der vil forsøge sig. Så vi får bare en ny prisudfordrer på et tidspunkt. Det stopper aldrig."
 
Så du havde gerne set, at der blev statueret et eksempel, som der blev talt om?
 
"Som en samlet enig branche udtalte til diverse medier, blandt andet til jer. Og der forstår jeg ikke, at man ikke holder sig til. Det undrer mig. Det handler ikke kun om gentlemanship. Jeg tror, det havde været sundere for markedet på lang sigt, at man havde sagt nej tak." 
 
Ingen ville købe Onfone
Computerworld interviewede den 8. februar TDC's koncernchef, Henrik Poulsen, om historikken i den danske telebranche, hvor selskaber som CBB, Telmore, Bibob og M1 er blevet købt op af de store operatører.
 
Hvorfor har I traditionelt set belønnet disse lykkeriddere?
 
"Det bør man måske heller ikke gøre, og det er heller ikke noget, som jeg har et stort ønske om at gøre," svarede Henrik Poulsen.
 
Også Telenor og Telia understregede, at de ikke ville købe selskabet. I et interview til business.dk i februar udtalte Telias øverste mobilchef, Håkan Dahlström, at han tvivlede på Onfones livskraft, mens Telenors nordiske koncerndirektør, Kristin Skogen Lund, udtalte til business.dk:
 
"Jeg håber faktisk, at dette bliver den ene gang, hvor man må statuere et eksempel på, at det ikke går. Ingen er tjent med det."

TDC's køb af Onfone var ifølge analytikerne et hårdt slag i ansigtet på Telenor og Telia.

Læs også: TDC og Telenor afviser hård kritik fra vred 3-boss




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere