2010 blev til endnu et tabsgivende år for fiberselskabet Dansk Bredbånd.
Virksomheden trak sig ud af 2010 med et underskud på 42 millioner kroner. Det svarer til et dagligt tab på 115.000 kroner.
Underskud er dog langt fra noget nyt hos Dansk Bredbånd, som for cirka et år siden blev købt af elselskabernes fælles fibersatsning, Waoo.
Netop Waoos køb af virksomheden har bidraget negativt til resultatet, skriver Dansk Bredbånd i sit regnskab.
Flere år med underskud
De sidste fem år har Dansk Bredbånd haft en samlet underskud på 395 millioner kroner, og selskabet stod derfor i en svag position, da elselskaberne købte fiberselskabet sidste år.
Dansk Bredbånds situation var dengang blevet yderligere forværret, fordi elselskaberne ikke længere ville give bredbåndsfirmaet adgang til deres fibernet.
Virksomheden opnåede et bruttoresultat - omsætning fratrukket produktionsomkostninger - i 2010 på 30,2 millioner kroner.
Kort efter elselskaberne overtog Dansk Bredbånd, iværksatte Waoos administrerende direktør, Anders B. Christjansen, en større fyringsrunde i selskabet for at nedbringe omkostningerne.