The Copenhagen Privacy Principles.
Det lyder måske ikke som noget, der vedrører dig, men bag denne fine titel gemmer sig en række forslag til, hvordan man i fremtiden skal sikre, at du kan have et privatliv på nettet.
Det er Danmarks bud på en politik for god privacy.
Baggrunden for tankerne er, at EU Kommissionen i løbet af sommeren 2011 kommer med et nyt udkast til Persondatadirektivet.
Eksperter i København
Det er EU-kommissær Vivienne Reding, der har ønsket, at direktivet skal revideres.
EU Kommissionens repræsentation i Danmark har derfor i samarbejde med Forbrugerrådet, Teknologirådet og DI ITEK afholdt en europæisk workshop om emnet.
Her har man inviteret en hel stribe eksperter, der så har diskuteret, hvordan de nye principper skal se ud.
Resultatet er blevet sammenfattet i Copenhagen Privacy Principles, og anbefalingerne bliver sendt til EU i håb om, at de vil påvirke de politiske beslutninger på området.
Det offentlige skal være spydspids
Nogle af de resultater, der er blevet skrevet ned er, at direktivet i langt højere grad end nu skal sikre, at it-systemer designes på en sådan måde, at privatlivets fred beskyttes.
Blandt de øvrige væsentlige anbefalinger i teksten er det, at den offentlige sektor kan agere som drivkraft på området, at de europæiske datatilsyn skal styrkes særligt på det tekniske område og at der er behov for mere viden blandt brugerne af nettet.
Hele udkastet kan læses her.