Computerworld News Service: I over 130 kommentarer til et blogindlæg fra Microsoft raser ejere af smartphones med mobilstyresystemet Windows Phone 7 over oplysningerne i et skema, der viser, at brugerne i USA endnu ikke har kan modtage opdateringerne fra hverken februar eller marts.
Ud af de fem relevante smartphones, der er tilgængelige i USA og styret af Windows Phone 7, fremgår det af skemaet, at tre af dem i øjeblikket testes af teleselskaberne før udgivelsen af opdateringerne.
To ud af de fem har status som værende under planlægning, hvilket betyder, at testen er afsluttet og at Microsoft er ved at forberede udrulningen af opdateringerne.
Ingen af telefonerne i skemaet har den eftertragtede status "levering af opdatering."
Lang tid forsinket
De vrede brugere oversvømmede kommentarsektionen af blogindlægget skrevet af Eric Hautala, der er direktør for Windows Phone 7's team for udvikling af kundeoplevelsen.
"Så når Steve Ballmer siger 'første halvdel af marts' og derefter 'vent, vi skal lige få det helt rigtigt; anden halvdel af marts', så mener han i virkeligheden 'anden halvdel af marts til sidst i april eller muligvis maj, måske senere, alt afhængig af teleselskabernes test og om vi lige udruller her-er-den-signallyset til din telefon i den aktuelle uge'," skriver en person, der identificerer sig som "dkb1898," i en kommentar.
Dkb1898 refererer her til noget Microsofts koncernchef, Steve Ballmer, sagde i sidste måned, om at den seneste opdatering med kodenavnet NoDo ville udkomme i første halvdel af marts.
To uger senere bekræftede Hautala, at NoDo-opdateringen ville blive forsinket indtil anden halvdel af måneden.
Brugerne anklager teleselskaberne for nøl og skælder Microsoft ud for ikke at ruske op i teleselskaberne. Men mest af alt raser de blot over forsinkelserne ligegyldigt hvem, der har ansvaret for dem.
Oversat af Thomas Bøndergaard