Cirka 250.000 danske studerendes private oplysninger fra 'Blå Bog' er blevet lækket på nettet, skriver Version 2.
Lækket skyldes ifølge sitet en dårligt kodet webløsning på online-løsningen blaabog.com, hvor studerende på de danske ungdomsuddannelser selv kan oploade tekst, billeder og lignende, som klassekammeraterne får adgang til.
Det er ifølge Version 2 imidlertid ikke kun klassekammeraterne, der har haft adgang til oplysningerne.
En enkel udskiftning af et ID-nummer i url'en har nemlig været nok til at få adgang til andre elevers oplysninger.
I de fleste tilfælde kan man få adgang til elevernes navn, adresse, emailadresse og telefonnummer. Hertil kommer oplysninger om øgenavne, pinligheder, scoringer og lignende.
Jens Eriksen, der er administrerende direktør i selskabet A J Eriksen, der står bag løsningen, siger til Version 2, at en læk af denne art ikke må finde sted.
"Jeg tror, det er en tekniker, der kortvarigt har lukket op. Det er rigtig nok, at der har været et hul, men jeg ved, det har været noget midlertidigt, og jeg kan garantere dig, at hullet blev lukket lige med det samme,« siger Jens Eriksen til sitet.