Nye bærbare og tablets fra Dell
Firmacomputere med nyt design og en stor håndfuld professionelle services til din hårdt pressede it-afdeling var, hvad Dell havde med til dig og din it-afdeling, da 2011-linien blev lanceret.
Samtidig fortalte Dell, at firmaet i løbet af året vil lancere 10-tommer tablet-computere med både Windows 7 og Android 3.0. Pris og lanceringsdatoer for de mere firma-orienterede tablets er dog endnu ukendt.
Til gengæld er Dell ikke bange for at vise deres nye serie Latitude bærbare frem, som har fået en makeover. En makeover der dog ikke er mere omfattende, end at produktchef Lars Larsson understreger, at det eksisterende tilbehør stadig kan anvendes.
Der er dog kommet nye funktioner til som baglyst keyboard samt express-charge, som lader dig lade din bærbare op til 80 procent på en time. Desuden har Dell tilsat nye Intel processorer og teknologier som USB 3.0 til de bærbare maskiner.
De nye modeller tæller Latitude E6220, E6320, E6420, E6520 og E6420 ATG, som er firma-orienterede hårdføre bærbare med metalkabinet.
Størrelserne går fra 12 til 15 tommer, hvor det lille x i 6x20 afslører skærmens størrelse. For de fleste modeller kan du desuden vælge mellem 3-, 6-cellede batterier - eller tilføje et ekstra 9-cellet batteri til bunden, til de lange seje træk over Atlanten eller forgæves ventende på S-toget i snevejr.
Desuden er Dell klar med de to bærbare E5420 og E5520, som er mere ordinært udseende budget-venlige bærbare.
Dell vil endnu ikke ud med priserne på maskinerne, men regner med at annoncere dem inden for et par uger.
Husk: Firma-bærbar er en udstrakt hånd til it-afdelingen
Ud over de nye maskiner annoncerede Dell også en række professionelle services til firma-bærbare.
Men hæng nu på, selv om firma-bærbare umiddelbart lyder lige så ophidsende som revisorkongresser, drag-race i en Lada eller operationer uden bedøvelse.
For selv om ydret på en firma-bærbar kan være lidt mindre spændende end din gamer-bærbar, der med flammeskrift viser omverdenen, at du også er kendt som Doktor Død i Counter Strike, er det som bekendt de små forskelle, vi skal værdsætte.
For som produktchef Lars Larsson fra Dell understreger, handler firma-bærbare om levetid og platformsstabiliteten. Både så dockingstationer og tilbehør kan bruges mellem forskellige generationer af bærbare, men også så din hårdt prøvede it-afdeling kan have hele softwarebiblioteket samlet og klar til installation i et såkaldt image, hvis din maskine skal skiftes.
Det er den slags, som gør it-afdelingen glad, men som de fleste brugere er ret ligeglade med.
Et eksempel, som Lars Larsson nævner, er Dells Image-direct, en online service, hvor Latitude og Omniplex kunder kan opbygge deres eget image. Derefter har du det i princippet til både de ældre Latitude eller Optiplex maskine i samlingen, samt til det udstyr i serien du måtte købe i fremtiden.
Dell kunder kommer desuden til at kunne tilkøbe pakker af professionelle ydelser som sporing, fjernstyring og sletning af data, hvis din bærbare bliver stjålet - og genskabelse af samme data, hvis du vælter kaffe i tastaturet eller glemmer maskinen på kakkelovnen.