Den nemme vej til video på pisten er selvfølgelig, når kameraet er indbygget i skibrillen.
På messen for forbrugerelektronik, CES i Las Vegas, viste firmaet Liquid Image verdens første slalombrille med indbygget kamera.
Skibrille-kameraet er udstyret med en vidvinkelobjektiv og tager billeder i størrelsen fem megapixel, hvilket svarer til en opløsning på 2560 gange 1920 pixels.
Video-funktionen optager videoer - med en oplsøning på 720 gange 480 pixel - med op til 30 billeder i sekundet, mens den indbyggede mikrofon klarer lyden.
Konceptet med at integrere kameraet i skibrillen betyder, at man kan lade videokameraet blive hjemme og på den måde have færre ting at pakke ned og holde øje med.
Derudover er det selvfølgelig også en fordel at have hænderne fri, når man høvler ned ad den sorte piste eller måske lufter offroaderen eller mountainbiken i skoven.
Brillen, der lyder navnet, Summit Series Snow Camera Goggle, skulle være nem at betjene.
Der er en tænd/sluk knap, som også bestemmer, om der skal tages billeder eller video og så en udløserknap. Forskellige LED-lys inden i brillen indikerer, hvilken funktion, der er aktiv.
Download til computeren
Den indbyggede flashhukommelse er på 16 megabyte, og den kan udvides med Micro SD/SDHC-kort med op til 16 gigabyte. Efter dagens dont kan filerne downloades til en computer via et High Speed USB-kabel (medfølger) eller det nævnte Micro SD/SDHC-kort.
Brillen kører på et internt opladeligt Lithium-batteri. Producenten anslår, at der kan tages 2.200 billeder eller to timer og 20 minutters video på en opladning.
Udover den her skibrillefotograferingsanordning producerer Liquid Image også svømmebriller og dykkermasker med indbygget kamera til både stillbilleder og video.
Som ekstraudstyr til dykkermaskerne kan man få vandtætte lygter til at montere på siden af masken, så det bliver muligt at optage video og stillbilleder, også når man går i dybden.