Artikel top billede

Foto: Jørgen True.

TDC-boss: Onfone gør ondt på hele branchen

Det gør ondt på alle operatørerne, at Onfone presser priserne på mobilmarkedet, fortæller TDC-topchef Henrik Poulsen.

Et af de mest omdiskuterede mobilselskaber på det danske marked lige nu er Onfone.
 
Selskabet erobrede i snit 20.000 nye kunder om måneden i de sidste måneder af 2010, og Onfone har i dag over 150.000 kunder.
 
Og det har gjort ondt på konkurrenterne, der kæmper om lavpris-markedet, hvor Onfone hærger med sine taletids- og datapakker.
 
Konsekvensen er ifølge TDC's topchef, Henrik Poulsen, at værdien af lavpris-mobilmarkdet er skrumpet.
 
"Der er ingen tvivl om, at den samlede værdi af det danske discount-mobilmarked er gået ned. Det er selvfølgelig noget, som alle operatører kan mærke, og det gør ondt på alle i markedet," siger Henrik Poulsen til Computerworld. 
 
Omsætter mindre per mobilkunde
TDC's årsregnskab fra torsdag viser, at teleselskabets omsætning per kunde faldt i 2010. Telekoncernen omsatte ved indgangen til 2010 for 183 kroner per kunde om måneden, men tallet faldt med seks procent til 172 kroner ved udgangen af samme år.
 
Henrik Poulsen mener dog, at TDC er rustet til kampen.
 
"Jeg synes, at TDC indtil videre har klaret sig ganske fornuftigt i den her intensiverede krig på det danske marked," beretter han.
 
Han henviser til, at TDC's mobiltale-kundebase for privatkunder steg med 8,2 i 2010, hvis der ses bort fra taletidskort-kunder. Sidstnævnte gruppe genererer en lav omsætning per kunde.
 
"Det er dog værd at hæfte sig ved, at vores beholdning af 'post paid'- og online-kunder er gået en smule op blandet andet på grund af væksten i M1, så vores samlede portefølje af brands har vist sig at være ganske konkurrencedygtig selv i den her situation," siger han.
 
'Post paid'-kunder er dem, der betaler for forbruget ved månedens udgang, mens online-kunderne er dem, der selv tanker op via eksempelvis Telmores hjemmeside.
 
Underskud i Onfone
Onfone kører trods den store kundetilgang med underskud via en aggressiv strategi, der presser priserne i markedet. Det er ifølge Telenors topchef "bekymrende", og det har svækket Telia, der oplevede et fald i kundebasen i 2010.
  
"Konkurrencen er voldsom på det danske marked, eftersom mindre operatører sænker prisen for at tiltrække abonnenter," skriver TeliaSonera-koncernen i sit årsregnskab for 2010.
 
Stifteren af Onfone, Morten Strunge, har åbnet for et salg, og historisk set er det sket mange gange, at en af de store operatører køber de mindre mobilselskaber op for at dæmpe presset på priserne samt øge kundebasen.
 
"Hvad Onfone og dets aktionærer vælger at gøre, tør jeg ikke gætte på. Men hvis historien gentager sig selv, så er der da klart et scenarium, hvor de skal købes op af en af de andre operatører," siger Henrik Poulsen.

Teleselskaber belønner lykkeriddere

Aktieanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Markets fortalte for nylig til Computerworld, at selskaber som Onfone er netværksoperatørernes hovedpine.

På den ene side er de trætte af, at de små selskaber kommer ind og presser priserne, omvendt tør de ikke sige nej til at lade dem leje sig ind på deres netværk.
 
"De fire netværksejere er temmelig trætte af det her, for hvis de køber Onfone ud for et tre-cifret millionbeløb, så går der bare 14 dage, og så er der en ny spiller, som vil forsøge at gentage det," sagde Poul Ernst Jessen i januar.
 
Trods presset på priserne i branchen, så tjener netværksoperatørerne på, at et selskab som Onfone lejer sig ind på et netværk. I dette tilfælde Telenor, som tjener på Onfones cirka 150.000 kunder. 
 
Skal have is i maven
De fire netværksoperatører 3, TDC, Telenor og Telia kan dog vælge at lade være med at købe selskabet og så håbe på, at det kollapser på grund af en tabsgivende forretning.
 
"Hvis de (netværksoperatørerne, red.) alle sammen har samme holdning, så er der ingen, der byder. Men risikoen er, at en af de andre pludselig snupper Onfone for næsen af de andre," fortalte Poul Ernst Jessen.
 
Spørgsmålet er dog, om de fire store har is i maven samt muskler nok til at kvæle Onfone. Alternativt kan det være, at det lykkes for Onfone, som det er eksempelvis er sket for iværksætteren Frank Rasmussen, der først solgte Telmore til TDC, og siden hen solgte han Bibob til Telenor.
 
Hvorfor har I traditionelt set belønnet disse lykkeriddere?
 
"Det bør man måske heller ikke gøre, og det er heller ikke noget, som jeg har et stort ønske om at gøre," siger Henrik Poulsen.
 
TDC købte 16. december 2009 lavpris-mobilselskabet M1, hvilket er det seneste store opkøb i den danske mobilbranche. Prisen var dengang ukendt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere