Læs også: Massefyring under opsejling hos Statens IT
De ansatte i Statens IT hænger fast i deres job for længe, og derfor bliver det nødvendigt at fyre op mod 24 medarbejdere på mandag.
Det er situationen for direktør Lone Strøm fra Statens IT, når hun mandag står foran en massiv fyringsrunde, hvorefter medarbejdere fra et bredt udsnit af organisationen skal til at bladre ekstra grundigt i jobannoncerne.
"Vi havde forventet og håbet på effektiviseringer ved naturlig afgang, men det er desværre ikke sket. Kun fire procent af medarbejderne er stoppet naturligt, og det tal ligger normalt på mellem 15 og 20 procent," siger Lone Strøm til Computerworld.
Sparer 10 millioner kroner
Den økonomiske baggrund for fyringsrunden er ifølge Lone Strøm, at bevillingerne for Statens IT falder med 70 millioner kroner i perioden fra 2010 til 2012.
Og da der ikke har været den ventede afgang, dikterer direktøren nu en prikkerunde med henblik på at spare 10 millioner kroner på personaleomkostningerne.
Selv om Lone Strøm har kendt til de faldende bevillinger i over et år, så har hun med egne ord trukket beslutningen i halen, fordi hun gerne ville beholde alle medarbejdere. Men nu går den ikke længere.
"Vi kan ikke nå vores budget, hvis vi ikke afskediger de folk, som vi bedst kan undvære, nu af hensyn til deres opsigelsesfrister og aftrædelsesgodtgørelser," siger hun.
Aktiviteter sat på standby
Udover de 10 sparede millioner i forbindelse med fyringerne har Statens IT skåret 60 millioner kroner i øvrige udgifter til eksempelvis eksterne leverandører og konsulenter.
Især udgifterne til eksterne konsulenter, konferencer og interne aktiviteter som eksempelvis serverkonsolidering har og må holde for, når Statens IT skal levere effektiviseringsgevinster på 70 millioner kroner.
"Vi har været hele vejen rundt for at finde besparelserne, og bliver jo også nødt til at prioritere vores interne projekter og eksterne aktiviteter. Selv en udvidelse af vores parkeringspladser til medarbejderne har vi måttet sige nej til på grund af besparelserne," siger Lone Strøm.
Hun regner med, at de økonomiske stramninger betyder, at Statens IT holder sit budget for 2011 og 2012.
Kender ikke de fyrede medarbejdere
Lone Strøm fortæller, at den endelige liste med de fyrede medarbejdere endnu ikke ligger fast.
"Vi er i gang med at se på, hvem det skal være, og på mandag vil de berørte medarbejdere få besked," siger hun og fortæller, at alle ledere er blevet kaldt tilbage fra eksterne aktiviteter som konferencer for at være hos de ansatte på grund af den noget trykkede stemning, der hersker i organisationen.
Lone Strøm bedyrer dog, at Statens IT's budget for kompetenceudvikling ligger klippefast, så de tilbageværende medarbejdere stadig kan deltage i kurser og få certificeringer på nødvendige fagområder.