Der er massefyringer på vej hos Statens IT, der varetager it-driften for otte ministerområder og 90 underliggende styrelser, institutioner, råd og nævn med over 10.000 statsansatte slutbrugere.
I en intern mail fra Statens IT, som Computerworld er kommet i besiddelse af, skriver direktør i Statens IT, Lone Strøm, at 20 til 24 medarbejdere i den 230 mand store organisation vil blive indkaldt til et møde mandag den 7. februar.
Der vil de så få stukket en fyreseddel i hånden.
"...vores bevilling i 2012 er kraftigt faldende. Det betyder, at vi allerede nu er nødt til at gribe ind for at overholde vores økonomiske ramme," skriver Lone Strøm i mailen som begrundelse for fyringsrunden.
"Og hvis vi ikke griber ind nu, er der risiko for, at økonomien løber af sporet med endnu alvorligere konsekvenser for organisationen og medarbejderne til følge," lyder det senere i brevet.
Alle berørte medarbejdere vil blive tilbudt hjælp til jobsøgning og psykologhjælp.
Uheldigt tidspunkt
Statens IT har været gennem en hård fødsel, siden ideen om styrelsen så dagens lys i 2007, hvor det var meningen, at centeret skulle servicere alle statens godt 80.000 medarbejdere.
I maj 2009 lyder det så, at centeret er røget på skrump med et markant mindre ansvarsområde under Finansministeriet, fordi hele projektet blev en halv milliard kroner dyrere end forventet.
Blot få måneder efter tog direktøren for det hele, Jan Cilius, sit gode tøj og gik.
Og selvom fyringsrunder aldrig kommer belejligt, så antyder mailen fra den nuværende direktør for Statens IT, Lone Strøm, at massefyringen kommer på et særdeles uheldigt tidspunkt for styrelsen, som har haft driftsansvaret for de otte ministerområder siden 1. januar 2010.
"Vi kunne som ledelse godt have ønsket, at vi ikke skulle igennem en afskedigelsesrunde på nuværende tidspunkt. Ikke mindst fordi vi stadig på mange måder er i gang med at få vores processer på plads, samtidig med at vi har flere større udviklingsprojekter i gang," skriver hun i mailen.
Dertil kommer det, at der senest i 2012 skal foretages en vurdering, om Statens IT skal udvides for at kunne servicere andre ministerområder.