Der vil utvivlsomt være større risiko for rådne æg og tomater end champagne-propper i luften, når SKI holder to orienteringsmøder for leverandører om et par uger.
De to møder vil finde sted i henholdsvis København og Vejle 31. januar og 1. februar.
"Der vil være rig mulighed for at diskutere, hvad der er sket, og hvad det betyder for kunder og leverandører," skriver SKI i invitationen.
Samtidig lover SKI's konstituerede direktør, Signe Lynggaard Madsen, at hendes medarbejdere også vil svare på "mere specifikke spørgsmål".
SKI-kaos til millioner
SKI, der er ejet af KL og Finansministeriet, omsætter for 13 milliarder kroner årligt.
Men pludselig måtte 16 rammeaftaler opsiges eller genudbydes, fordi de strider mod udbudsreglerne.
Eksperter har sået tvivl om den juridiske gyldighed af de mange aftaler, som myndigheder har indgået under de ulovlige SKI-rammeaftaler.
Sagen har udløst vrede i it-branchen, da it-firmaer i hundredevis, ifølge ITEK, tilsammen har tabt et to-cifret millionbeløb på spildt arbejde på de aflyste rammeaftaler.
SKI oplyser i øvrigt i invitationerne, at "det er gratis at deltage, og alle interesserede er meget velkomne".