Den 22. oktober åbner Microsoft vinduerne til sit nyeste styresystem, Windows 7.
Det skal erstatte Windows Vista, som gennem de seneste tre år har fået verbale prygl for at være voldsomt ressourcekrævende.
Windows 7 er derimod meget mere hensynsfuld og suger ikke voldsomt på computerens kræfter.
Her på pcworld.dk har vi flere gange uden problemer installeret og afviklet betaversionen af det nye styresystem på minibærbare, der er kendt for at have en stærk begrænset muskelmasse.
Men hvordan vil Windows 7 virke på netop din computer? Og vil der være nogen problemer med at få nuværende hardware og software til at fungere, hvis Microsofts nye styresystem installeres?
Det kan du få svar på, hvis du kører Windows 7 Upgrade Advisor Beta.
Programmet fra Microsoft vurderer, om computeren kan afvikle den krævende brugergrænseflade Aero, og om pc'en har nok ram og hurtig nok processor.
Men der er også gode råd om, hvorvidt der er nok plads på harddisken, og hvordan du nemmest tager backup for at installere en ren version af Windows 7.
Vi har blandt andet en SD-kortlæser indbygget i vores bærbare computer, og Upgrade Advisor Beta forklarede, at vi skulle køre Windows Update - efter installationen af Windows 7- for at få kortlæseren til at virke. Det er naturligvis rart at vide og kan måske spare os fra et raserianfald eller to.
Vi blev også informeret om, at der ville være problemer med et par softwareprogrammer, som ikke ville fungere under Windows 7. Det drejede sig om business software, som fulgte med vores arbejds-pc.
Du kan selv teste, om din pc er klar til Windows 7 ved at prøve Windows 7 Upgrade Advisor Beta her.