Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. december 2006.
Den voldsomme vækst af brugere giver problemer i Second Life.
Mere end 560.000 nye brugere på en måned og en dag. Så mange mennesker er strømmet ind i den virtuelle verden Second Life.
Meget flot ville nogle sige. Men det er også noget skidt, ville andre måske sige.
Den voldsomme vækst giver nemlig Linden Lab, selskabet bag Second Life, voldsomme problemer med at få nok datakapacitet til at rumme alle de mange nye brugere.
- Det er svært at skalere den fysiske infrastruktur hurtigere end 40 eller 50 procent på en måned. Vi har mere end 4.000 servere nu, så at aktivere 2.000 servere på en måned vil blive vanskeligt. Og vi vil få problemer med at nå det, siger Philip Rosedale, administrerende direktør for Linden Lab til erhvervsbladet Financial Times. Han pointerer, at en sådan vækst er en udfordring for en virksomhed på bare 100 ansatte.
Ifølge amanuensis Jonas Heide Smith, IT-Universitetet i København, har Linden Lab hele tiden haft problemer med at håndtere væksten.
- Selvfølgelig bliver det bedre men muligvis ikke i det tempo, som nye brugere kommer væltende, siger Jonas Heide Smith.
Faktaboks:
It-ikoner bag Second Life
Hvad har amerikanerne Mitch Kapor, Jeff Bezos og Pierre Omidyar til fælles?
Altså ud over at de tre ikoner har scoret millioner og atter millioner af amerikanske dollars på informationsteknologi.
Mens Mitchell "Mitch" David Kapor grundlagde Lotus Development Corporation, der blev overtaget af IBM i juli 1985 for i omegnen af 20 milliarder, er de to andre kendt som stifterne af to af verdens største internetselskaber, Amazon.com og Ebay.com.
Men ud over dette har alle tre investeret i selskabet Linden Lab, der snart har mere end 1,8 millioner brugere af online universet Second Life. De sidste 561.000 er alene kommet til i november måned 2006.
Linden Lab blev stiftet i 1999 af amerikaneren Philip Rosedale, der har en fortid som teknisk direktør i selskabet RealNetworks.
Ifølge det amerikanske blad Wired har Philip Rosedale 8. maj 2004 udtalt, at han ikke har bygget et spil men et land. Målet var at demonstrere, at det var muligt at bygge en fungerende virtuel økonomi.
I bestyrelsen sidder blandt andet Mitch Kapor, der også har været med til at stifte open source-fonden Mozilla. Han var en af de første investorer i selskabet, der ikke er børsnoteret. Linden Lab offentliggør heller ikke regnskabstal.
OriginalModTime: 07-12-2006 14:10:42