Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. maj 2006.
Tillykke med jobbet
Computerworld vælger en notits blandt navnene under rubrikken Navnenyt for høre mere om jobskiftet. I denne uge er det Søren Sveigaard, der har afsluttet sin BA i datalogi fra Aalborg Universitet og er ansat som senior software designer hos WirTek A/S.
Efter en elektroniktekniker-eksamen arbejdede Søren Sveigaard med software i syv år, inden han blev BA i datologi.
Hvilke opgaver får du i dit nye job?
- Jeg udvikler software til mobiler, men også til det formål at teste selve mobilproduktionen. Det er konsulentbaseret arbejde, men jeg løser de fleste opgaver fysisk her hos WirTek i Aalborg.
Hvordan fik du jobbet?
- Jeg blev kontaktet af en HR-medarbejder, som havde set mit cv i en jobdatabase.
Hvad er din uddannelse?
- I februar fik jeg min BA i datalogi fra Aalborg Universitet, men egentlig har jeg gjort det i omvendt rækkefølge på den måde, at jeg har arbejdet i seks år som softwareudvikler hos henholdsvis Ericsson Diax og B&O, efter jeg i 1996 blev færdig som elektroniktekniker fra Århus Tekniske Skole. I 2002 begyndte jeg på datamatiker-studiet i Ikast.
Hvilket studium passede dig bedst?
- Datalogistudiet var helt klart det mest spændende og også det, jeg har villet hele tiden. Men det er en helt anden undervisningsform end for eksempel på datamatikerstudiet, hvor der er klasseundervisning og det dermed er mere personligt. På universitetet var der udelukkende forelæsninger, hvilket jeg befandt mig godt med.
Hvad er det bedste ved dit nye job?
- Pengene. At få en ordentlig løn i forhold til at være på SU. Dertil er det rart at komme i gang med at løse opgaver igen. Det passer sådan en som mig, at jeg allerede første dag fik min egen opgave.
Har du måttet give afkald på noget?
- Ja, det kan man godt sige. Jeg har et hus i Herning, som jeg købte i sin tid, da jeg arbejdede for Ericsson. Det lejer jeg ud, eftersom jeg nu bor i Aalborg, og jeg savner da min familie og venner, som alle sammen bor i Herning. Alligevel er Aalborg nu ikke noget dårligt sted, hvis jeg absolut skulle vælge et sted, som ikke er Herning.
OriginalModTime: 04-05-2006 13:42:43