Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 7. april 2006.
Applikationsvirtualisering gør det muligt at køre flere applikationer på samme Citrix-server - eller at køre samme applikation i flere versioner.
Når der kommer en ny version af et af de programmer, Jelling Kommune anvender, bliver den gjort tilgængelig ved siden af den gamle version. It-koordinatoren beder brugerne teste den, og når den fungerer tilfredsstillende, bliver den gamle applikation fjernet. Det hele sker, uden at der skal installeres eller afinstalleres applikationer.
Sådan har det været i det års tid, hvor den lille kommune har anvendt produktet Softgrid fra amerikanske Softricity. Softgrid-løsningen består af to komponenter: En virtualiseringsklient, der kører på den pc eller terminalserver, hvor applikationerne skal anvendes, og en server, der opbevarer og udsender applikationspakker til de virtuelle klienter.
Når en applikation skal bruges i systemet, danner it-administratoren først en pakke med den. Pakken streames ud til hver virtuel klient. Virtualiseringsklienten indeholder en virtuel maskine, der afvikler applikationspakken. Derfor bliver applikationen aldrig installeret på de maskiner, der anvender den. Pakken kan gemmes lokalt på pc'en, men det er muligt at styre den lokale kopi, så den for eksempel slettes efter en uge, eller hvis pc'en ikke har kommunikeret med serveren i tre dage.
Jelling Kommune anvender Softgrid sammen med en Citrix-løsning.
- Vi begyndte at kigge på Softgrid for halvandet år siden. Årsagen var, at vi gerne ville komme ud over de siloer, man ofte ender med i et Citrix-miljø: Applikationer bliver fordelt på mange servere, fordi de ikke kan køre ved siden af hinanden, fortæller it-koordinator Asger Duedahl, Jelling Kommune.
Desuden ville han gerne slippe for at skulle vente til efter arbejdstid, når han skulle installere nye applikationer.
Løsningen fungerer på den måde, at Softgrids virtuelle maskine er installeret på Citrix-serverne. Den henter de applikationer, brugerne skal anvende, fra Softgrid-serveren. Derfor bliver applikationerne aldrig installeret på Citrix-serveren.
- Vi installerer kun software på vores Citrix-servere et par gange om året, efter vi har fået Softgrid. Nu kan vi tage nye applikationer i brug uden at skulle genstarte serveren - og de kan blive sat i drift i normal arbejdstid, siger Asger Duedahl.
Systemet har fungeret upåklageligt. Til gengæld var der under implementeringen et stort arbejde med at fastlægge, hvordan kommunens applikationer er afhængige af hinanden. Det skyldes, at under Softgrid kan applikationerne i en enkelt pakke ikke se applikationer i en anden pakke.
- Vi var nødt til at finde ud af, hvilke applikationer der krævede, at andre applikationer var til rådighed. De blev så placeret i samme pakke, siger han.
Nogle applikationer viste sig dog at være så populære, at rigtig mange andre applikationer ønskede at kommunikere med dem. Dem valgte kommunen at installere direkte på Citrix uden om Softgrid-miljøet. Så kan alle de virtuelle applikationer se dem.
- I den næste version af Softgrid bliver det muligt at definere, at applikationer i én pakke skal kunne se nogen i en anden pakke. Det vil gøre implementeringen nemmere, siger han.
Asger Duedahl fremhæver som den helt store fordel, at han nu kun har én original af hver applikation. Når han retter i den, er ændringen gennemført i hele organisationen næsten øjeblikkeligt. Og da en pakke blot er en fil, kan der let tages sikkerhedskopi af den. Derfor har han også en komplet backup over applikationerne og deres konfigurationer.
- Det er en ny teknologi, og der er endnu ikke mange leverandører på markedet. Men applikationsvirtualisering bliver stort, fordi det løser mange problemer i hverdagen, mener han.
Dog gør han opmærksom på, at ikke alt kan virtualiseres: Drivere og antivirusprogrammer kræver for tæt forbindelse til styresystemet til, at de kan pakkes med Softgrid.
Billedtekst
- Applikationsvirtualisering bliver stort, fordi det løser mange problemer i hverdagen, siger it-koordinator Asger Duedahl, Jelling Kommune. Foto: Hans Juhl
OriginalModTime: 06-04-2006 16:02:20