Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. februar 2006.
I forbindelse med overgangen til Windows XP bliver licenshåndteringen nu helt standardiseret på Grundfos' 3.500 danske pc'er.
Et af dansk erhvervslivs ikoner, pumpekoncernen Grundfos i Bjerringbro, besluttede for tre år siden at sætte ekstra fokus på licenshåndtering. Man havde opdaget, at der var indkøbt for mange licenser til en applikation.
Det blev startskuddet til en proces, som fortsatte med ansættelsen af en medarbejder med ansvar for at håndtere it asset management - både software og hardware - samt anskaffelsen af en software asset management-løsning til at overvåge og håndtere den installerede software. Den foreløbige kulmination på arbejdet med licensstyring bliver, når alle 3.500 pc'er, som Grundfos har kørende i Danmark, i løbet af året bliver opgraderet til Windows XP-platformen.
- Herefter kan 80 procent af brugerne ikke selv installere software. Alle standardinstallationer foregår fremover via vores software-distributionssystem, så den del af licenshåndteringen er helt standardiseret, fortæller Hans Ole Steensig.
Han er it-customer services manager og dermed ansvarlig for håndteringen af it-service i hele koncernen. Men han har fortsat en licensstyrings-udfordring, fordi op mod 20 procent af brugerne stadig vil have et behov for selv at kunne installere software.
- Grundfos er i sagens natur en ingeniørtung virksomhed med mange forskellige behov for at anvende software. Derfor skal vores software asset management-værktøj i fremtiden også bruges til løbende at overvåge softwareinstallationer hos de brugere, der selv kan installere, siger Hans Ole Steensig.
- Vi er jo sat i verden for at sikre forretningens behov for it-understøttelse. Det betyder hele tiden en afvejning mellem behovet for service og behovet for optimering af økonomi, siger Hans Ole Steensig.
Optimeringen af den installerede software betyder ikke nødvendigvis indskrænkelse og forringelser. Som eksempel fortæller Hans Ole Steensig, at it asset manageren med brug af software asset management-systemet holder øje med, i hvilket omfang et dyrt projektstyringsværktøj bliver anvendt hos brugerne.
- Man kan jo typisk sagtens være tilknyttet et projekt i et halvt år, hvor softwaren anvendes. Så går der måske mere end et år, inden man kommer med i et nyt projekt, hvor netop det værktøj anvendes og i den mellemliggende periode, kan licensen jo gøre gavn hos en anden bruger i koncernen.
- Den største udfordring vi har for at optimere anvendelse af licenser på den måde, er faktisk, at det hos Grundfos er den enkelte afdeling, der ejer softwaren, så når vi flytter licenser til en anden afdeling, så flytter ejerskabet med. For at undgå et overhead af intern afregning forsøger vi at håndtere dette så fleksibelt som muligt og møder generelt en stor imødekommenhed, idet vi jo optimerer licensudgifterne set med virksomhedsbrillerne på.
- Processen for indkøb skal også være helt klar. Så selvom en afdeling indkøber en helt speciel software, så er det it asset manageren, der modtager kassen, arkiverer licensbeviset og registrerer softwaren i software asset management-løsningen, siger Hans Ole Steensig.
Når XP-udrulningen er afsluttet i Danmark senere på året, bliver den næste opgave, at komme ud over landegrænsen og få standardiseret processen på samme måde på de over 4.000 pc'er som Grundfos har kørende uden for Danmark.
Boks:
Grundfos
Grundfos producerer årligt over 10 millioner pumper og har over halvdelen af verdensmarkedet for cirkulationspumper.
Koncernen har godt 12.000 ansatte.
Det primære resultat i senest tilgængelige regnskab var 1,3 milliarder kroner ud af en omsætning på godt 12,1 milliarder kroner.