Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. januar 2006.
Post Danmark udskifter sine mange håndholdte scannere med standard smartphones. Årsagen er, at telefonerne er billigere, ligesom de muliggør umiddelbar
opdatering af databaserne via mobilnettet. Inden udgangen af 2006 vil alle postbude efter planen få en smartphone i hånden.
Post Danmark udskifter i år alle sine mange scannere med standard-smartphones. De er nemlig billigere.
- Vi har i dag en lang række scannere, som bruges i mange led af produktionen - eksempelvis til at scanne stregkoder på postpakkerne eller stregkoderne ude på buddenes ruter. Scannerne, som vi benytter, er proprietære modeller, og hvis vi skal lave noget om i dem eller reparere dem, er det meget dyrt, siger Palle Rossil, der er kunde- og udviklingschef i Post Danmark og ansvarlig for udskiftningen af Post Danmarks mange håndholdte enheder.
- Derfor skifter vi scannerne ud med smartphones, som også er mere fleksible i forbindelse med opdateringer, i stedet for de dyre og konventionelle scannere. Dermed baserer vi os på standard-operativsystemer og brugergrænseflader, hvilket gør os mere uafhængig af hardwaren, siger Palle Rossil og henviser til, at smartphones med kamera sammen med standardsoftware kan scanne stregkoder blot ved at tage et billede af dem med det indbyggede kaemra. Dermed kan standard-smartphones til et par tusind kroner i indkøbspris erstatte de ofte meget dyre scannere, som i Post Danmarks tilfælde løber op i 22.000 kroner - pr. styk.
- Vi får ydermere den fordel, at smartphones kan være online via mobilnettet. Dermed kan de bagvedliggende databaser opdateres med det samme, en stregkode er scannet. Det kan vi ikke i dag med vores scannere, der først synkroniserer med databasen, når buddet kommer tilbage og sætter scanneren i holderen på posthuset, fortæller Palle Rossil. Han henviser til, at kunderne dermed kan se præcis, hvor en pakke er henne, og med det samme se, om den er blevet afleveret. I dag - før smartphones er indført hos Post Danmarks bude - må kunderne vente til om aftenen eller til dagen efter, en pakke er afleveret, med at se det på Post Danmarks hjemmeside under Track & Trace. For pakken vil nemlig ikke figurere som afleveret, før scanneren har været "hjemme" og afleveret sine data gennem holderen på posthuset.
Palle Rossil fortæller yderligere, at det forhold, at buddene med de nye enheder faktisk har en telefon med i lommen hele tiden, som også fungerer som scanner, kan reducere antallet af elektroniske dimser i buddenens lommer, samtidig med at det kan forøge servicen over for kunderne.
- Man kunne forestille sig, at buddet kunne ringe til kunden, når pakken var afleveret eller spørge om, hvad der skal ske med den, hvis kunden ikke er hjemme. Eller han kan ringe hjem til posthuset, hvis der er noget, han er i tvivl om. Samtidig kan posthusene kommunikere med buddene og for eksempel give melding, hvis der er ændringer på ruten, siger Palle Rossil, der som en sidste fordel ved smartphones i buddenes lommer tilføjer, at det øger sikkerheden for den enkelte medarbejder: Han kan ringe efter hjælp, hvis han bliver syg på ruten.
Projektleder Anders E. Jensen supplerer fordelene for smartphones:
- Standardenheder giver os desuden mulighed for meget hurtigt at indføre ny teknologi og software.
Han fortæller videre, at de nye smartphones kan være med til at dokumentere opfyldelsen af Post Danmarks servicemål. Det kan for eksempel være i forbindelse med Post Danmarks nye produkt "Klokken 10 levering", der fra februar giver kunderne mulighed for at få garanti for postlevering inden klokken 10 - mod betaling af et abonnement.
- Med de nye smartphones har vi mulighed for at levere dokumentation for, at posten så også rent faktisk blev leveret inden kl. 10. For buddet kan efter levering på den enkelte adresse trykke ok på telefonen, og så er databasen opdateret, fortæller Anders E. Jensen.
I princippet var muligheden for at dokumentere servicekravene også til stede med de gamle konventionelle scannere og håndholdte, men da disse ikke er online, ville det først være næste dag, at dataene var opdateret i databasen. Og det er for sent, for den kunde, der mener at posten er forsinket, vil typisk ringe ind samme dag, pointerer Anders E. Jensen.
Billedtekst:
Ny model Qteks model 8310 er den smartphone, som alle danske postbude vil få i hånden inden årets udgang.
Billedtekst:
gammel model Her er en af de gamle håndholdte modeller, som Post Danmark skifter ud med smartphones fra Qtek.
Boks:
Eksterne tastaturer
Hvis man ikke kan leve med mulighederne for tekstinput via pen, indbygget tastatur eller tastetur på den trykfølsomme skærm eller på bordcomputer med efterfølgende synkronisering med PDA'en, står tilbage muligheden for at skrive teksten på et eksternt tastatur, med risiko for nedsat mobilitet.
Her et par eksempler på eksterne tastaturer til PDA'er:
Freedom Keyboard
Dette tastatur udmærker sig ved at kunne fungere sammen med de fleste nyere smartphones og PDA'er. Samtidig kan man glæde sig over, at det som et af meget få eksterne tastaturer til håndholdte enheder også omfatter de danske bogstaver æ, ø og å.
Teksten overføres trådløst via Bluetooth. Fem rækker med 63 taster inklusive æ, ø og å.
Pris: ca. 699 kr.
Palm Universal Keyboard
Tastaturet passer til de fleste af Palms enheder, både PDA'er og smartphones, men ikke til andre mærker. Tastaturet har også den mangel, at det ikke taler dansk, forstået på den måde, at der ikke er indbygget æ, ø og å.
Teksten overføres trådløst via infrarød teknologi.
Pris: ca. 500 kr.