Varerne kender vi - nu skal vi også kende Lenovo

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 16. december 2005.


Kinesiske Lenovo vil bruge de kommende olympiske vinterlege i Torino i 2006 til at slå sit navn fast for klodens befolkning.
RAMPELYS Uden it kan de olympiske lege nu om stunder slet ikke gennemføres. Så klar er meldingen fra Den Olympiske Komite i Torino, der til næste år i februar skal være vært for de 20. olympiske vinterlege. Den tid er slut, hvor en række dommere med stopure og målebånd kunne sammenligne deres resultater og kåre en vinder. I dag bruges infrarøde stråler og avanceret tidtagningsudstyr, hvis signaler samles på servere, og computere, der udregner, hvem der var hurtigst eller sprang længst eller fik det største antal point.
Men det er ikke computernes evne til at udregne vinderresultatet, der er den vigtigste årsag til, at et teknisk nedbrud vil stoppe afviklingen. Uden it er der ingen tv-signaler, og uden tv-signaler er der ingen indtægter til de sponsorer, der har investeret milliarder i at sikre sig rettighederne og opstillet udstyr til at transmittere de enkelte sportsgrene til klodens befolkning. For sport fænger, og især den direkte transmission fra begivenhederne har den sportsinteresserede verdens interesse. Derfor er det helt afgørende for afviklingen af legene, at der så at sige er hul igennem, og udstyret fungerer som det skal.
- De Olympiske Lege kan slet ikke gennemføres, hvis ikke it-infrastrukturen er på plads og fungerer. Det er både et spørgsmål om at kunne opsamle resultater og om at kunne formidle dem til resten af verden gennem vores sponsorer, siger Enrico Frascari, teknisk direktør i den olympiske komite i Torino.
Tusindvis af computere
Interessen for tv-dækningen af de olympiske lege er også blevet noteret hos it-producenten Lenovo, der allerede i 2004 tegnede kontrakt med Den Internationale Olympiske Komite om at sponsorere de kommende vinterlege i Torino og De Olympiske Lege i Beijing i 2008.
- De Olympiske Lege er den største begivenhed på jorden, og det er en enestående chance for Lenovo til at slå sit navn fast som et internationalt varemærke, og vi er fast besluttet på at vise, at vi både har den nødvendige kvalitet og innovative indstilling til at gøre dette til en succes, siger Lenovos chef for Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA), Milko Van Duijl.
Lenovo er it-sponsor og leverer som sådan de tusindvis af computere og servere til den tekniske afvikling, så idrætsfolk og officials kan få de korrekte krediteringer, sportsresultater indsamles og behandles og tv-signaler fødes med de korrekte informationer om både navne og præstationer. Derudover sponsorerer Lenovo udstyr til de 8.000 journalister og mediefolk, der kommer til legene, samt tre internetcafeer for de 2.000 atleter, der er fordelt på tre olympiske byer.
Test på test på test på test
Bortset fra vejret er computernedbrud det, arrangørerne frygter mest. Vejret kan de ikke gøre noget ved, men det elektroniske udstyr kan testes igen og igen - og bliver det. Lenovo har haft folk i Torino i snart to år. Alt udstyret er leveret og sendes i disse dage fra testfaciliteterne i det olymiske hovedkvarter i Torino til de enkelte steder, hvor de forskellige idrætsgrene skal foregå. Lenovo har gennemført omfattende test af udstyret, og efter placeringen på sitet testes det igen. Men selv om alt gøres for at sikre, at udstyret fungerer, erkender Milko Van Duijl, at der er tale om et højrisikoprojekt.
- Når de Olympiske Lege foregår, er der tre milliarder seere, der følger med, og det er det, vi er oppe imod, hvis det ikke lykkes, men det gør det, forsikrer han.
Titaniumlåg og OL-laptop
Lenovo overtog i maj i år
pc-divisionen fra IBM, og De Olympiske Vinterlege bliver første store lancering af Lenovos produkter til markederne uden for Kina, hvor Lenovo stort set ikke er kendt. Inden overtagelsen af IBM's pc-aktiviteter havde Lenovo intet salg uden for Kina, hvor de sidder på over 30 procent af markedet.
- Når vi nu har sponsoratet, ville det være fjollet ikke at udnytte det fuldt ud og forsøge at komme ud til så mange mennesker som muligt med vores produkter. Først og fremmest til de nye markeder i Europa og USA, men når det gælder sommerlegene i 2008 så sandelig også i Kina, siger EMEA-chefen.
I Kina er Lenovo i høj grad et varemærke, der retter sig mod private og mindre virksomheder, mens IBM's pc-kunder hovedsageligt er virksomheder. Det har blandt andet betydet meget strenge krav til både kvaliteten og udseendet af først og fremmest IBM's bærbare computere. Men de nye vinde fra hovedkvarteret i Beijing har allerede gjort op med de vante forestillinger om, hvordan en ThinkPad skal se ud.
- Vi lancerer nu en bærbar med titaniumlåg og med widescreen, hvilket ville have været fuldstændigt utænkeligt under IBM, hvor der var helt faste regler for, hvordan en ThinkPad skulle se ud. Den skulle have sort låg, og sådan var det. Men det er det heldigvis ikke mere, siger Milko Van Duijl med et smil.
Ud over titanium-udgaven vil Lenovo også sende en decideret OL-laptop på gaden for netop at understrege sin position som it-leverandør til den største begivenhed på jorden.

Billedtekst:
Ved verdens største sportsbegivenheder skal teknologien være præcis som en kirurg og driftsikker som en lægtehammer. Udfordringerne er derfor store, når Lenovo sponsorerer de olympiske vinterlege i Torino til februar. Her er det et målfoto fra legene i Salt Lake City i 2002, der højst usædvanligt afgjorde, at nordmændene Frode Estil (øverst) og Thomas Alsgaard (nederst) skulle dele sølvmedaljen i mændenes jagtstart. Foto: Salt Lake Citys olympiske komite / AFP /Scanpix




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere