Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.
Falck Securitas nye indbrudsalarmer, der er baseret på brug af to teknologier, kan lamme trådløse
netværk.
En ny type indbrudsalarm sparer Falck Securitas for adskillige falske alarmer hos kunderne, men til gengæld har alarmteknologien sat trådløse net ud af spil hos flere af dem.
I værste fald repræsenterer disse blot toppen af isbjerget, da Falck Securitas gennem de seneste år kun har leveret den nye type alarmer. Den er baseret på brug af både infrarøde stråler og radarteknologi, der også afslører størrelsen på, hvad der bevæger sig.
Virksomheder, som efterfølgende installerer trådløse net, kan risikere, at disse net ikke fungerer. Lokalnettet forstyrres, da radardelen af alarmerne sender på samme frekvens.
Ifølge Falck Securitas er problemet imidlertid løst i de alarmsystemer, der nu sælges.
- Vi gik i maj 2005 tilbage til vores alarmleverandør og fik ændret den frekvens, som alarmen sender på, således at frekvensen ligger uden for det spektrum, de trådløse net sender på, oplyser Martin Martini, som har ansvar for forretningsudvikling og strategi hos Falck Securitas.
Hvor mange kunder, der er i risikozonen, kan han ikke oplyse. Men kunder, som har henvendt sig med problemer, er blevet hjulpet. Falck Securitas har imidlertid ikke orienteret alle kunder i risikozonen. Det finder teleanalytikeren Torben Rune, der står i spidsen for firmaet Netplan, uheldigt.
- Det har været ekstremt svært for de ramte kunder, som jeg kender til, at finde ud af, hvad der var galt. Måleapparater kunne blot konstatere, at der var støj på kanalerne, men ikke hvilken slags støj. Andre virksomheder, der bruger den type alarmer, men som endnu ikke har installeret et trådløst netværk, bør derfor adviseres, siger Torben Rune.
Han har selv set problemet flere steder, heriblandt i et nyt, topmoderne domicil på 2.000 kvadratmeter.
- Kunden blev fuldstændig afskåret fra at bruge sit trådløse netværk, fortæller han.
Firmaet Airwire, der rådgiver om trådløse net og sælger løsninger, har en håndfuld kunder, der har været ramt.
- Et sted, hvor der var placeret omkring 50 stykker af den type alarmer, kunne vi simpelthen ikke installere det trådløse netværk, og vi fik ingen rådgivning fra det involverede alarmselskab, fortæller René Hinsch, der står i spidsen for Airwire.
At den nye type alarmer med dobbeltteknologi er slået igennem forklarer han med de gamle alarmers svaghed. De benyttede sig kun af infrarøde stråler, der under visse omstændigheder giver for mange fejlalarmer. For eksempel kan temperaturforskelle i et kontorlandskab udløse alarm, idet den infrarøde måling påvirkes af de lufthvirvler, som temperaturforskellene skaber.
At man slår alarmen fra, når man kommer om morgenen, nytter ikke.
- Radardelen arbejder videre, siger Hinsch.
Boks:
Frekvensproblemerne
Den nye generation af alarmer går under betegnelsen DTD for Dual Technology Detectors, idet de er baseret på brug af to typer teknologier: Infrarøde stråler og radar.
Radaren sender konstant signaler - mikrobølger - ud i rummet og lytter på refleksionen af signalet. Men sendingen sker på samme sekvens, som trådløse net, baseret på 802.11b og 802.11g standarden, anvender sig af, nemlig 2,4 Gigahertz-området.
I værste fald lammes nettet helt, fordi de trådløse basestationer og pc'erne pr. automatik skruer ned for modtagerstyrken, hvis de er helt tæt på den konstant støjende alarm. toft