Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. november 2005.
Mens familien Danmark dasede på stranden i sommer, gennemgik Danmarks førende tøjkoncern, Bestseller, en it-mæssig katastrofe.
Der var imidlertid tale om simulering af en såkaldt disaster recovery, og alt gik perfekt.
- Vores mål er at gennemføre denne øvelse for alle kritiske systemer hvert halve år, og vi er ikke så langt derfra, fortæller Regnar Knudsen, it-driftschef hos Bestseller-koncernen.
Øvelserne sker for at sikre, at man har redningsaktionen godt på plads både teknisk, proceduremæssigt og mentalt, hvis katastrofen vitterligt skulle indtræffe. Den konkrete opgave gik ud på restore af den backup, som var taget af domæne-controller'en. Den rummer blandt andet Active Directory, som er nøglen til, hvem der har adgang til hvad og hvor.
Bestseller slog to fluer med et smæk. Ikke alene blev restore-processen testet, men koncernen fik dermed også skabt en nøje kopi af domænecontrolleren i et testmiljø, der blandt andet bruges til test af ændringer, inden de sættes i produktion. Koncernen er imidlertid ikke kommet gratis til sin professionalisme inden for backup og restore. Ligesom de fleste andre virksomheder har man brændt sig.
- Vi har altid haft et fornuftigt fokus på at få sikret de nødvendige backup-procedurer, men vi savnede tilstrækkeligt fokus på arbejdet med at genskabe data og systemer. Dog var vi i gang med at styrke vores katastrofeberedskab, men så blev vi ramt, siger Regnar Knudsen og fortsætter:
- Forkerte transaktioner havde korrumperet en database, men inden vi fandt ud af det, lå den problematiske database til grund for backup.
Det blev nødvendigt at spole tiden tilbage til, da databasen var sund. Logfiler med transaktioner er "rullet på" op til et vist niveau - et niveau, hvor man vidste, at transaktionerne stadig var i orden.
- Vi fik et hul på 24 timer, men det er svært at gøre op, hvad der er gået tabt. Det er jo alt, hvad der ikke huskes, eller som er noteret ned på anden måde, siger Regnar Knudsen.
Bestseller hører til i den danske sværvægtsklasse, når der ses på mængden af data, som koncernen opererer med. Den totale datamængde er cirka ni terabytes.
- Vi tager fra centralt hold en fuld backup af databaserne i Danmark og i de andre lande hver nat, siger Regnar Knudsen.
Bestseller har segmenteret de store databaser, som virksomhedens ERP-systemer (Enterprise Resource Planning) bygger på, netop med henblik på, at der skal kunne tages en fuld backup - en klon - ved midnat hvert døgn.
- Fordelen ved klonen er, at man får en hurtig restoreproces, og tiden, det tager at genskabe data, er langt mere kritisk end tiden, det tager at lave backup, siger it-driftschefen.
- Vi er dog i den heldige situation, at vi er en ren salgsorganisation, så vi har intet stort produktionsmaskineri, der er afhængigt af, at systemerne er oppe døgnet rundt, året rundt. Går det galt, må vi i værste tilfælde ty til papir og kuglepen.
Koncernen, der har to maskinstuer, har hidtil haft to forskellige backup-rutiner. En for databaser og en for filer som mails og dokumenter, hvad enten det er Word- eller pdf-filer.
Backup af databaser i den ene maskinestue sker ikke blot til disk i samme maskinstue, men også til et tapemedie i den anden maskinstue. Skulle den primære maskinstue blive ramt af brand eller andet, har man dermed fortsat kopier af data.
Backup af de flade filer sker direkte til tape. Hidtil har koncernen fravalgt at spejle databaserne, altså at sikre ens indhold på to storagesystemer.
- Det er kun en hjælp, hvis der opstår en teknisk fejl på det ene system. Så kan det andet tage over. Men en spejling giver ikke sikkerhed mod korrupte databaser, da spejlingen blot dublerer miseren.
Når Regnar Knudsen bliver spurgt om, hvad det sværeste ved backup og restore er, lyder svaret, at det er at få sikret, at alle backup'er virker.
Når ikke de virker, kan det skyldes, at der er læseproblemer med en tape. Er der tale om ældre data, kan problemet også skyldes, at data skal restores på en anden generation af hardware eller software, end hvad data blev skabt på. Det kan for eksempel ske, hvis Bestseller har anskaffet tapestationer med større kapacitet for at tage højde for den voksende datamængde. Det kan også ske, når applikationer med tilhørende databasestrukturer ændres.
Ved sådanne skift er der tale om et valg mellem pest og kolera. Man kan konvertere alle backup-tapes til det nye medie, men det er en kolossal opgave. Man kan også beholde den gamle hardware og software som reserve, hvis det skulle gå galt, men restore-processen vil fortsat være smertefuld.
- Valget skal bero på, hvor essentielt det er for forretningen at køre videre på det gamle. Der skal træffes nogle politiske valg om indsats kontra udbytte, siger it-driftschefen.
Billedtekst:
udfordring - Teknologien skifter i snit hvert tredje år, og så er der god grund til at tage et nærmere kig på backup- og restoreopgaven. I visse tilfælde er den umulig, hvis man skal flere år tilbage i tiden, siger Regnar Knudsen, it-driftschef hos tøjkoncernen Bestseller i Brande.
Boks:
familievirksomhed
Bestseller i Brande er en succesrig, familieejet tøjkoncern, der står bag mærker som Exit, Vero Moda, Jack & Jones, Vila og Only. Bestseller har 13.000 medarbejdere i 34 lande.
Tøjet sælges i 30 lande. men hoveddelen af afsætningen sker i Skandinavien. Tøjet produceres af partnere i udlandet, mest Italien, Tyrkiet og Kina.
Selskabet, der blev stiftet i 1975 af Troels Holch Povlsen, omsatte i 2004 for 5,5 milliarder kroner. Tallet rummer dog ikke det kinesiske marked og heller ikke partnerrelateret detailomsætning.