Teknologien puster nyt liv i tekstilbranchen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. oktober 2005.


Den danske tekstilbranche står over for nye udfordringer i den globale konkurrence - nemlig at vinde på innovation og værdiskabelse i produktudviklingen. Midlet er fokus på nye teknologier som digital print, bodyskanning og intelligente tekstiler, der kan sende branchen et skridt foran.
Digital print, bodyscanning og intelligente tekstiler kan være med til at sætte nyt skub i den danske tekstilbranche, der i den globale konkurrence skal vinde på innovation og værdiskabelse i produktudviklingen.

Træd ind i en bodyscanner, og i løbet af få minutter kan du se dig selv i 3D-format på en computerskærm, hvor du sammen med en designer udvikler netop den frakke, du ønsker. Eventuelt krydret med grafiske mønstre, der laves i fotobehandlingsprogrammer - og herefter printes ud på en digital printer til tekstiler. Eller ifør din baby en pyjamas med indvævede elektroder, der alarmerer dig, hvis der opstår problemer med guldklumpens vejrtrækning.
De danske tekstilvirksomheder skal overleve på innovation inden for design, funktionalitet og markedsudvikling. Sådan lyder det i en analyse af mode- og livsstilsbranchen i 2005 - lavet af TEKO, der er mode- og livsstilsbranchens uddannelsescenter. Den peger på intelligente tekstiler som et af fremtidens vigtige konkurrenceparametre. Tekstilerne skal indeholde flere funktioner, og blandt andet inden for områder som sports- og arbejdstøj er der ambitioner om at udvikle disse tekstiler.
- Ved udvikling af nye funktionelle produkter er der også mulighed for at skabe eller opfylde et behov, som ikke tidligere har været i fokus. Større innovation inden for intelligente tekstiler kommer vi til at se mere til, er alle enige om, lyder det i TEKO-rapporten, der er baseret på svar fra 45 virksomheder inden for livsstilsbranchen.
Ifølge Rasmus Anderskouv, der er konsulent hos Dansk Industri (DI) med ansvar for blandt andet områderne forskning og innovation, har nye teknologier som på mange andre områder i dag en afgørende betydning for udviklingen af design og processer på tekstilområdet.
- Med helt nye teknologier er det svært konkret at sige, hvilken forskel de kan gøre for de forskellige brancher. Men virksomheder har en klar mulighed for at komme et skridt foran, hvis de er klar til at optage nye teknologier. Netop på design-området giver det ofte mening at være først med de nye teknologier, fordi det bliver en kompetence, hvor man skiller sig ud fra konkurrenterne. Det vil også være tilfældet i tekstilbranchen, siger Rasmus Anderskouv og tilføjer, at teknologi er en naturlig del at inddrage i takt med, at flere og flere virksomheder benytter design-processerne til at blive mere innovative.

Teknologier inden for bodyscanning, digital inkjet-tryk og intelligente tekstiler er blandt de elementer, der kan være med til at skabe fordele for de danske virksomheder.
Den danske tekstilbranche har overlevet i en årrække, hvor store dele af produktionen er flyttet til lande som Kina og Indien. Nu står den over for en større udfordring i den globale konkurrence - nemlig at vinde på innovation og værdiskabelse i produktudviklingen.
Sådan lød det i april fra næstformand i Dansk Textil og Beklædning, Jørgen Kjær Jacobsen, i forbindelse med åbningen af nyt Landsdækkende Videncenter for Intelligente Tekstiler, hvis styregruppe han er formand for. Han understreger, at de danske tekstilvirksomheder bør ruste sig til en industri, der om få år vil eksplodere.
Også chefkonsulent hos Dansk Handel & Service, Gorm Johansen, har store forventninger til de nye teknologier inden for tekstilbranchen. Han har især haft et øje på bodyscanning, der er navnet på en teknologi, som allerede anvendes i blandt andet England og USA. Her har en række modevirksomheder investeret i teknologien, der gør det muligt for forbrugerne at træde ind i en maskine, der scanner dem fra top til tå - og opbygger en animation af kunden i 3D-format på en computerskærm. Det giver mulighed for at skabe tøj, der netop er tilpasset den enkelte kundes pasform og model.
Gorm Johansen har blandt andet besøgt stormagasinet Selfridges i London, hvor man som kunde hos Bodymetrics kan blive bodyscannet og få skræddersyet tøj ud fra de eksakte mål.
- Teknologien forvandler dig til en påklædningsdukke. Du kan sammen med designeren udvikle tøjet efter dine ønsker og med perfekt pasform. Herefter har du mulighed for at bestille nye varer, selv om du måske bor i Pakistan og ikke lige kommer forbi butikken, forklarer Gorm Johansen, der tilføjer, at denne service endnu opfattes som meget eksklusiv. Men han tror på, at bodyscanneren er på vej - også til Danmark.
- I Danmark kunne jeg sagtens forestille mig, at vi inden for en overskuelig årrække får bodyscannere at se i et stormagasin. Det vil skabe en masse opmærksomhed, sende et signal om, at man gør noget helt specielt for forbrugeren - og dermed trække flere kunder ind i butikken, vurderer Gorm Johansen.

Netop for at skabe øget fokus på de nye teknologier inden for tekstilbranchen har Videncenter for Intelligente Tekstiler samt Kreativt Institut for Design og Teknologi (KrIDT), der er et videns- og efteruddannelsescenter under BEC Business og BEC Design Hellerup, nyligt arrangeret konferencer inden for området. Senest i København, hvor KrIDT stod for konferencen "Creativity: Designer meets Technology Europe" om blandt andet digital tekstilprint og bodyscanning.
Ifølge koordinatoren hos KrIDT, Helle Abild, der selv er tekstildesigner og har specialiseret sig inden for digital tekstilprint, giver teknologierne nye muligheder for at skille sig ud på markedet. Og selv om digital tekstilprint hidtil har været mest udbredt i lande som Italien og Holland, mener hun, at teknologien kan åbne nye muligheder i branchen.
- I dag bliver digital print mest brugt til "haute couture" og ikke i masseindustrien. Men teknologien kan åbne nye muligheder, også for mindre designere. De slipper for at rejse til Kina for at få alting produceret. De kan selv lave det via print, forklarer Helle Abild.
Digital print er på det danske marked mest kendt blandt producenter af for eksempel flag og bannere. Også virksomheder som Nordisk Tekstil og Sjødahl gør brug af teknologien, ligesom også verdenskendte modehuse som Versace og Louis Vuitton er med på teknologi-moden.

Også hos Videncenter for Intelligente Tekstiler forsøger man at skabe fokus på nye teknologier - og deres betydning i tekstilbranchen. Ifølge centerets leder, Hanne Troels Jensen, tyder meldinger fra USA på, at markedet vil blive rigtig stort i fremtiden, men mange virksomheder synes fortsat, det er svært at gribe det an.
- Men jeg tror på, at inden for fem til ti år vil det være helt naturligt, at tøj er intelligent. I dag ser vi mindre eksempler på det, for eksempel med skijakker, der har indbyggede MP3-spillere. Men der er ingen tvivl om, at vi vil se intelligente tekstiler blive brugt mere og mere, lyder forventningen fra Hanne Troels Jensen.
Hun mener, det er et spørgsmål om, at virksomhederne først skal opdage, at der eksisterer et behov hos forbrugerne.

Billedtekst:
Bodyskanning vinder frem i lande som England og USA, hvor kunderne har mulighed for at blive scannet - og i løbet af få minutter kan se sig selv på en computerskærm iført tøj efter eget valg. Blandt andet tyske Human Solutions er producent på markedet. Foto: Human Solutions

Boks:
NASA-teknologi bruges til at lave dyner
Teknologi kan være med til at skabe nye funktionelle produkter, der kan opfylde eller skabe et behov. Derfor er innovation en vigtig konkurrenceparameter, som kan ligge i både processer og design af og/eller funktionalitet i produkterne, skriver uddannelsescentret TEKO i en branchenanalyse fra april 2005.
- For eksempel skal nævnes den nye temperaturregulerende dyne, hvor producenten har brugt teknologi fra NASA.

Prøv tøjet på nettet
Et par klik på computeren - og du står i dit eget prøverum. På virtualmodel.com kan man indtaste sine mål på bryststørrelse, højde og vægt samt vælge bygning, ansigtsform hårfarve og skulderbredde. Herefter troner man frem på skærmen i en 3D-figur, der kan prøve tøj fra virksomheder som Adidas, H&M og Speedo - og dreje rundt på skærmen, så man kan se pasformen såvel forfra som bagfra. Flere steder eksisterer muligheden for at klikke sig videre til en webshop, hvor man kan erhverve sig de udvalgte varer. Andre steder angives nærmeste forhandler.

Intelligente fodboldtrøjer på tegnebrættet
Tøjfirmaet Hummel har en intelligent fodboldtrøje på tegnebrættet. Når den er klar til brug, vil vi blive i stand til at se Jon Dahls puls, løbebaner og antal tilbagelagte kilometer direkte på skærmen. Det skriver Innovationlab på sin hjemmeside www.innovationlab.dk. Til Berlingske Tidende siger Mikkel Heuer, i-wear project manager hos Hummel om trøjen:
- Med signaler fra en chip i spillernes tøj får træneren på en lille skærm et klart overblik over, hvor spillerne er på banen. På den måde kan han holde øje med holdets sammenspil, og om de følger den planlagte strategi. Den viden giver mulighed for helt nye træningsmodeller og en bedre forståelse for spilstrategi.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere