Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. september 2005.
Markedet for IP-telefoni til virksomheder vokser og vokser. Det betyder, at de store leverandører bliver større, og de små må redefinere deres roller.
Udviklingen på VoIP-markedet går stærkere og stærkere, og vækstraterne vil boome de næste år. En analytiker forudser, at der vil ske en yderligere koncentration af leverandørerne - de store vil blive endnu større og TDC, NetDesign og IBM ligner sikre vindere.
- Når det gælder VoIP-løsninger til virksomheder er de to største TDC og NetDesign (selvstændigt datterselskab i TDC Totalløsninger, red.). Derefter følger andre systemintegratorer eller virksomheder med base i traditionel netværksforretning, især IBM og Ementor, siger IDC's analysechef Karsten Fogh Ho-Lanng.
Fortsat fra side 69
Han forudser, at de vil beholde denne position eller måske endda styrke den fremover.
De store vinder igen
Han begrunder det med, at IP-telefoni i højere og højere grad bliver et redskab for virksomheden til at skabe sig strategiske konkurrencefordele frem for blot simpel omkostningsreduktion. Og det har betydning for hvilke kompetencer, der bliver centrale for leverandørerne af VoIP.
Karsten Fogh Ho-Lanng peger på, at de leverandører, der kan levere væg til væg-løsninger inden for IP-telefoni vil have størst succes de næste år.
- IP-telefoni til virksomheder bliver mere og mere forretningsorienteret og en støtte til virksomhedens bestræbelser på at blive mere konkurrencedygtig. Det betyder, at de leverandører, der kan koble en forretningsmæssig forståelse med teknisk indsigt hele vejen igennem, kommer til at vinde. Leverandørerne skal kunne være med hele vejen fra installation af hardware til hvordan det skal bruges og alle mellemliggende trin. Det kræver en hvis størrelse at kunne levere hele denne kæde, og det betyder igen, at de store spillere - TDC, IBM og Ementor kommer til at stå stadig stærkere, også i fremtiden, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Han tilføjer, at det dog ikke betyder, at de små leverandører af IP-telefoni vil uddø - de skal bare finde en ny rolle
- Der skal nok blive plads til alle, også de små. Markedet vokser så meget, at der er god plads til både vækst hos store etablerede og nye spillere. Men de små leverandører skal bare finde en ny rolle og levere til den type opgaver, hvor man ikke behøver den store forretningsmæssige indsigt, siger han.
- De små leverandører kan spille en stor rolle i forhold til små og mellemstore virksomheder og bruge deres tekniske indsigt i at implementere IP-telefoni der. De små og mellemstore virksomheder vil kigge efter leverandører, der møder dem "i øjenhøjde". Samtidig tror jeg, at vi kommer til at se nogle vertikale løsninger og færdige pakker til bestemte brancher. Det kunne for eksempel være inden for detailhandlen, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
- Vi har hidtil oplevet, at Cisco har været meget dominerende som leverandør af udstyr. Men da Cisco er et forholdsvist dyrt high-end produkt, tror jeg, at vi snart vil se billigere udstyr på markedet, for eksempel fjernøstlige produkter og andre lavprisløsninger, som kan løse telefoniopgaverne i små virksomheder. Det kan give de mellemstore og små leverandører en ny rolle, så det ikke ryger ud, vurderer han.
Markedet boomer
At hele markedet for IP-telefoni vokser er flere eksperter enige om:
- På "enterprisedelen" af markedet forventer vi de næste år vækstrater på 30-40 procent pr. år, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Med "enterprise" mener han markedet for løsninger med en installation i selve virksomheden - i modsætning til hostede/netcentriske løsninger, hvor udstyret er placeret hos leverandøren. Dvs. at den primære del af enterpriseløsningen er hardware.
- På markedet for hostede løsninger har vi endnu ikke tal for det nordiske marked, men ser man på vækstforventningerne i USA, som er lidt foran, så kan vi forvente, at dette marked mere end fordobles - hvert år, siger han.
- Ganske vist er de nordiske markeder forskellige fra det amerikanske - for eksempel er de amerikanske virksomheder mere vant til at købe hostede løsninger - men outsourcingtendensen begynder også at blive stærk i Europa - man bliver også mere og mere vant til at købe netinfrastruktur og outsource it-driften - og det vil trække markedet for hostede VoIP-løsninger op herhjemme også, vurderer Karsten Fogh Ho-Lanng.
udvikling og reguleringstryk
Karsten Fogh Ho-Lanng suppleres af Bernt Stubbe Østergaard, der er europæisk forskningsdirektør i teleanalysefirmaet Current Analysis.
- Boomet på markedet for IP-telefoni rider på udviklingen hos internetleverandørerne, kombineret med udviklingen inden for DSL (Digital Subscriber Line, red.). De teleregulerende myndigheder rundt om i verden - i Danmark IT- og Telestyrelsen - vil gerne have de dominerende teleselskaber til at åbne deres DSL for konkurrenter. Samtidig har producenterne af DSL-udstyr, for eksempel DSLAM, skabt nye generationer af deres udstyr, som er meget effektive til taletrafik også, siger han.
- Så vi har altså et sammenrend af teknologisk udvikling, reguleringstryk fra myndighederne og mange års internetleverandørerfaring. Det giver et boom for IP-telefoni og skubbes yderligere af, at alle ISP'er leder efter nye indtægtsområder og nye produkter, som de kan få båret over deres linjer, siger Bernt Stubbe Østergaard.
Den kommende kommunalreform har dog også en vis rolle at spille for udviklingen på markedet for IP-telefoni i Danmark. IP-telefoni ventes at blive en af de store poster på de nye kommuners investeringsliste.
Endelig kan det have betydning, at der i Danmark ikke hidtil har været en stor dominerende spiller på udstyrsmarkedet. Det mener man i hvert fald hos en af leverandørerne af udstyr til IP-telefoni, Avaya:
- IP-telefoni er langt fremme i Danmark, længere end de fleste steder i Norden og resten af Europa. Og jeg tror, at årsagen er, at her har der ikke været en stor dominerende spiller inden for traditionel telefoni, som har holdt fast i traditionel telefoni, hvilket har gjort det muligt for nye IP-spillere at komme ind på markedet, siger Lars Steen-Jørgensen, der er salgs- og marketingsansvarlig for Avaya, der netop betegner sig selv som en udfordrer til især Cisco i Danmark.
- I Sverige har man for eksempel Ericsson som en dominerende spiller, som har forsøgt at sinke udbredelsen af IP-telefoni. Den effekt har Danmark ikke oplevet, siger han.
Den voldsomme vækst på markedet for IP-telefoni i Danmark gør det naturligvis interessant for leverandørerne at køre sig i stilling til at høste indtjeningen og til at tage markedsandele. IP-telefoni er blevet mainstream, og et produkt der for alvor snakkes om og efterspørges. IP er med andre ord snart ved at blive en serviceydelse, som større virksomheder køber på linje med andre serviceydelser og produkter fra it-branchen.
Det er nu i høj grad gået op for branchen, hvor man kappes om at være bedst, billigst og dygtigst til at få del i den attraktive IP-kage. Og det er nu, indsatsen for at lægge sig i front skal gøres. IDC's tal viser, at væksten i markedet flader ud igen allerede omkring 2008-2009 (se boks nederst).
Der er da også tegn på betydelige forsøg på positionering i markedet i øjeblikket. Alle leverandører forsøger at køre sig i front, men foreløbig er det som sagt gamle kendinge i udbrydergruppen: TDC, NetDesign og IBM.
Besparelse ikke længere nok
Det er efterhånden gået op for de fleste virksomhedsledere, beslutningstagere og it-chefer i større danske virksomheder, at IP-telefoni tilbyder en lang række fordele. Der er næppe nogen af dem, der ikke har overvejet teknologien og tænkt ordet VoIP på et eller andet tidspunkt de seneste par år.
Karsten Fogh Ho-Lanng slår fast, at der især er to årsager til, at virksomheder herhjemme, både store og små, i stadig større grad får øje på IP-telefonien og overvejer at integrere den i deres udvikling af it-infrastrukturen:
- Den primære årsag er selvfølgelig fortsat økonomisk - virksomhederne kan med IP-telefoni opnå betydelige besparelser i forhold til at fortsætte med traditionel telefoni. Den økonomiske begrundelse for at anskaffe IP telefoni handler ikke så meget om anskaffelsesprisen, men i højere grad om de løbende driftsomkostninger til telefoni. Herunder de lave minuttakster som endda er gratis i eget net, konsolidering af telefoniservere og konsolidering af netværk, fordi alt går over IP.
- Prisen er især et argument for virksomheder, der står over for en udskiftning af deres gamle telefonsystem - 90 pct. af dem vil vælge IP-telefoni - samt for virksomheder med mange adresser og mange udlandsrejser og kontorer i udlandet. De kan udnytte, at IP-trafikken er billigere, og at det er gratis at ringe mellem virksomhedens egne adresser.
- Men den beregning holder kun lidt endnu. Minutpriserne på traditionel telefoni er også på vej ned, så det økonomiske argument bliver stadig svagere og kan ikke længere stå alene som begrundelse for IP-telefoni. Derfor viser der sig i stigende grad en anden forklaring, som er med til at drive IP-telefonien frem, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Han peger på de fordele, der ligger i IP-teknologiens natur i forhold til traditionelle telefoni-teknologier - et attraktivt miks af fleksibilitet, skalerbarhed og mobilitet.
- Rundt om i virksomhederne hører man om overvejelser, der ikke handler om "hvor meget kan vi spare?", men i stedet, "hvad kan vi bruge IP-telefonien til i forretningen og til at gøre os mere konkurrencedygtige?", siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Han fortæller, at i og med, at IP-telefoni langt lettere lader sig integrere med andre applikationer i virksomheden, er der nogle muligheder for at bruge IP-telefonien til at ændre den måde, man driver forretning på og dermed skabe sig en konkurrencemæssig fordel. Det er også her forklaringen på de store leverandørers tidligere omtalte succes skal findes - det kræver en vis størrelse at kunne levere væg til væg-IP-telefoni og have både forretningsmæssig og teknologisk indsigt.
- Virksomheder, som overvejer IP-telefoni tager en anden type beslutning end tidligere. Ganske vist er det fortsat primært en beslutning med udgangspunkt i omkostningsberegninger, men virksomhederne inddrager i stigende grad de andre overvejelser. Det bliver en mere forretningsstrategisk beslutning frem for rent budgetorienteret. Den flytter et andet sted hen i ledelsen - længere op ad direktionsgangen, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Billedtekst:
- Vi har et sammenrend af teknologisk udvikling, reguleringstryk fra myndighederne og mange års internetleverandørerfaring. Det giver et boom for IP-telefoni og skubbes yderligere af, at alle ISP'er leder efter nye indtægtsområder og nye produkter, som de kan få båret over deres linjer, siger Bernt Stubbe Østergaard, forskningsdirektør i Current Analysis. Foto: Torben Klint
Boks:
de største
Fire leverandører dominerer leverancen af IP-telefoni til virksomheder i Danmark.
1 TDC
2 NetDesign
3 IBM
4 Ementor
IDC vurderer, at TDC og NetDesign sidder på omkring 75 pct. af markedet tilsammen.
Kilde: IDC
Boks:
IP-markedet 2005-2008
IDC regner med kraftig vækst på markedet for IP-telefoni i Danmark frem mod år 2008, hvor væksten flader lidt ud.
2005 2006 2007 2008
Hard- og software (mio. kr.) 483 639 781 804
Vækst (pct.) 52 32 22 3
Services (mio. kroner) 159 224 305 337
Vækst (pct.) 79 40 36 11
I alt (mio. kroner) 642 863 1086 1141
Vækst (pct.) 57 34 26 5
Kilde: IDC