Øget krav om kompetence

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. september 2005.


Business intelligence vil blive en del af alt, hvad vi foretager os i virksomhederne. Det stiller krav til brugernes uddannelse, lyder budskabet fra analytikere hos Gartner og IDC. Også Cognos Danmark melder, at markedet bevæger sig hurtigere end kompetenceudviklingen.

- Business intelligence vil være overalt, lød svaret, da en af topcheferne i analysehuset Gartner, Howard Dresner, i sidste uge i forbindelse med lanceringen af Cognos' nyeste produkt - Cognos 8 BI - blev bedt om at kigge et par år frem på markedet for business intelligence.
Ifølge analytikerne fra Gartner vil den udvikling stille store krav til virksomhederne. De skal sætte fokus på kompetenceudvikling og uddannelse af medarbejdere, hvis de vil opnå det bedste udbytte af BI-værktøjerne.
Det er meget vigtigt, at virksomhederne investerer i at undervise medarbejderne. De skal lære at bruge værktøjerne, så udbyttet bliver maksimalt, lød vurderingen fra Gartner-analytikerne under lanceringen i Manhattan Studio Center i New York.

Hos Cognos er den danske landechef, Arne Jørgensen, opmærksom på problematikken.
- Vi er klar over, at markedet udvikler sig hurtigere end kompetenceudviklingen. Derfor er der et behov for at skole folk i Danmark til at bruge systemerne optimalt, siger Arne Jørgensen og tilføjer, at det samtidig er meget vigtigt, at systemerne er enkle og let tilgængelige for brugerne. På den måde vil de opleve en høj grad af selvhjulpenhed.

Samme melding kommer fra Hyperions nordiske direktør, Johan Salenstedt, der mener, at systemer skal være så let tilgængelige, at enhver medarbejder kan arbejde med business intelligence-værktøjerne - blandt andet via de såkaldte dashboards.
- Der stilles større og større krav om enkelthed i forbindelse med brugen af business intelligence-værktøjer. Der er tale om komplekse systemer, der skal gøres enkle for brugerne, så de har let ved at finde frem til de rigtige data, siger han.
Hos Cognos fremhæver Arne Jørgensen, at brugere af standardsystemer som Cognos 8 BI vil opleve en stor selvhjulpenhed.
- Når der er tale om et standardsystem, skal der egentlig ikke så meget til, før brugerne har fod på systemet. Det skyldes, at løsningen er baseret på én browser, hvorfra de har adgang til netop de værktøjer, som de har behov for, lyder det fra Arne Jørgensen.

Ifølge analytiker hos IDC Rasmus Andsbjerg spiller uddannelse og simplificering af grænsefladen en afgørende rolle, og alle BI-udbydere arbejder hårdt på netop at gøre deres produkter lettere tilgængelige blandt andet via webbaserede løsninger og dashboards.
Rasmus Andsbjerg mener dog ikke, at system-typen er afgørende for brugerne.
- For medarbejderen har det størst betydning, hvad de ser på overfladen. Så længe systemerne fungerer - og kan spille sammen, så gør det ikke den store forskel for brugerne, hvordan infrastrukturen er skruet sammen, siger Rasmus Andsbjerg, der vurderer, at BI vil blive brugt i flere og flere sammenhænge, og at "elektronisk intelligens" sandsynligvis vil blive en del af alle virksomhedens beslutningsprocesser.
- Det stiller store krav til den organisatoriske struktur, processer og til samarbejde. Man skal kunne stole på medarbejdernes analyser og kvaliteten af beslutningsgrundlaget. Og det vil stille store krav til gennemsigtighed i forhold til datagrundlaget, lyder det fra IDC-analytikeren, der pointerer, at en udfordring for BI-producenterne er, at medarbejderne på den ene side vil være mindre optagede af de underliggende teknologiske processer/infrastruktur, men samtidig vil stille krav til gennemsigtighed - så de ved, hvilket grundlag de træffer beslutninger på.

Billedtekst:
forenkling Business intelligence-værktøjer er komplekse systemer, der skal gøres enkle for brugerne, mener Hyperions nordiske direktør, Johan Salenstedt

Billedtekst:
fart - Markedet udvikler sig hurtigere end kompetenceudviklingen, siger landechef Arne Jørgensen, Cognos.

Boks:
IBM laver business intelligence til masserne
IBM vil næste måned lancere et nyt program, der er designet til at give masserne adgang til ledelsesrapportering, også kaldet business intelligence. Målet er at gøre det nemmere for medarbejdere på alle niveauer at omsætte organisationens overordnede målsætninger til konkrete opgaver.
Programmet er udviklet under kodenavnet Teton, men skifter i forbindelse med lanceringen navn til IBM Workplace for Business Strategy Execution.
Programmet indeholder blandt andet værktøjer til at håndtere teamarbejde, søgninger, portalteknologi og dokumenthåndtering.
Det er ikke et separat BI-værktøj, men vil have mange af de samme muligheder for visninger af data blandt andet i såkaldte dashboards.
Ifølge IBM er en af de store fordele ved programmet, at brugere ikke har behov for at få it-afdelingen til at sætte det op på den enkelte pc.
Programmet trækker på en række teknologier til samarbejds- og portalværktøjer, der er tilgængelige via IBM's Workplace-software.
Data kan trækkes fra datavarehuse baseret på Oracle, IBM og Microsoft.
IBM Workplace for Business Strategy Execution er ude i en beta-version og vil være på markedet i oktober.
IDG/sph

Boks:
BI-løsning giver tog til tiden hos Arriva
Introduktionen af business intelligence hos trafikoperatøren
Arriva har hjulpet til at skabe færre forsinkelser og flere tog og busser til tiden. Ifølge virksomhedens koncerndriftsdirektør
Michael Nørgaard Jensen har øget brug af business intelligence gjort det muligt at styre virksomheden langt mere effektivt end tidligere via Key Performance Indicators og Benchmarking.
Med nøgletallene kan Arrivas ledelse eksempelvis sammenligne alle Arrivas værksteder eller udgifterne til vedligeholdelse af busserne og på den måde finde den bedste løsning.
Ifølge Michael Nørgaard Jensen er Arriva endvidere begyndt at kigge mere på tendenser i nøgletallene for hurtigt at kunne gribe ind, hvis noget afviger fra det forventede.
Business intelligence-løsningen hos Arriva er leveret af konsulentfirmaet Accobat og består af værktøjer fra Targit og Temtec.
ksm/as

Boks:
Danmark er fremme i skoene
Danskerne er helt fremme i skoene, når det handler om at tage nye BI-teknologier til sig. Udbydere som Hyperion og Cognos beskriver det danske marked som et interessant marked, hvor man er nået langt med business intelligence.
- Danmark er meget langt fremme på det nordiske marked for BI, lyder vurderingen fra Hyperions nordiske direktør, Johan Salenstedt. Og konkurrenten Cognos er enig.
- Det er et meget innovativt marked. Og når man ser på accepten af ny teknologi, så starter den i Skandinavien, hvor Danmark er langt fremme. Og det er vigtigt for Cognos at opere på markeder, der hurtigt tager nye teknologier til sig - det er en god indikator for, hvordan tendensen vil blive på det øvrige marked, siger senior vice president for det europæiske marked Ad Voogt og tilføjer, at Danmark er et marked, Cognos kan lære meget af.
as

Boks:
Vi har talt med:
• Arne Jørgensen, Cognos' landechef i Danmark.
• Ad Voogt, senior vice president for det europæiske marked, Cognos.
• Rasmus Andsbjerg, IDC-analytiker.
• Johan Salenstedt, nordisk direktør for Hyperion.
• Christophe Davy, it-direktør i Beaute Prestige International.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere