Dansk chipfirma udfordrer storalliance

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 10. juni 2005.


Danske Zensys er havnet i duel med den globale ZigBee-alliance om, hvem der skal være den dominerende leverandør af chips og netværk til fremtidens digitale hjem.

Kamp om hjemmet 
Det københavnske chip-firma Zensys tager kampen op mod den verdensomspændende ZigBee-alliance. Alliancen tilbyder ligesom Zensys en kommunikationsteknologi, som gør det muligt at fjernstyre klimaanlæg, garagedøre, elektricitet, alarmer og mange andre apparater fra en computer, en PDA eller en mobiltelefon.
ZigBee-alliancen omfatter mere end 100 it- og elektronikvirksomheder, heriblandt Mitsubishi, Motorola, Philips og Samsung, så det er nogle store spillere, den 35 mand store it-virksomhed med kontorer i København og New York er oppe imod. Zensys står dog langtfra alene, da selskabet har svaret igen på ZigBee-udfordringen ved at danne sin egen alliance - Z-wave-alliancen - som bakkes op af store amerikanske virksomheder som Intermatic og Leviton samt danske Danfoss, som bygger Zensys' patenterede Z-wave-teknologi ind i sine produkter. Z-wave-alliancen har - ligesom ZigBee - tiltrukket over 100 medlemmer.

Kampen om hjemmet
Rivalerne kæmper om dominansen på markedet for trådløse netværk i digitale hjem. Begge alliancernes visioner er, at en almindelig bruger skal benytte netop deres trådløse teknologi til at fjernstyre tv, musikanlæg, lys og varmeanlæg. Ja, stort set alle apparater i husholdningen. Både ZigBee og Zensys har med andre ord det sigte, at netop deres teknologi skal bidrage til, at pervasive computing - også kaldet it-
i-alting - tager springet fra fremtidsvision til virkelighed.
- Jeg er overbevist om, at Z-wave med opbakningen fra vores partnere bliver det digitale hjems pendant til Wi-Fi-standarden, siger Per Nathanaelson, administrerende direktør for Zensys.
Han fremhæver, at Z-wave i dag har et teknologisk forspring i kampen om at blive det digitale hjems de facto-standard. Zensys og partnerne har allerede sendt mere end 75 Z-wave-produkter på markedet, og der dukker fortsat nye op. Zensys har også for nylig sendt anden generation af Z-wave-chippen på markedet - den er billigere og har længere batterilevetid end den gamle. ZigBee-alliancens standarder er derimod først for nylig blevet fastlagt. Trådløse produkter baseret på ZigBee-standarden forventes at blive introduceret senere i år og næste år.

Plads til begge
Tommy Andersen, administrerende direktør for it-virksomheden Embedit, der har specialiseret sig i indlejret software, mener endnu ikke, at de to teknologier er direkte konkurrenter.
- Vi er både Z-wave- og ZigBee-partnere i dag, og det ser jeg ikke noget problem i. Z-wave har været på banen længere og har et stort forspring
på home automation-området, mens ZigBee i dag er mere rettet mod industrielle formål, siger Tommy Andersen.
Han mener dog ikke, at man skal afskrive ZigBee-alliancens drømme om at blive den foretrukne standard i digitale hjem som det rene nonsens endnu, da alliancen får massiv opbakning fra flere af verdens førende elektronikvirksomheder.
Den holdning bakkes op af Jørn Eskildsen, rådgivende ingeniør for Amfitech, et konsulenthus, der blandt andet rådgiver om og implementerer trådløse radioteknologier hos danske virksomheder.
- ZigBee-alliancen står stærkt, da medlemmerne bakker kraftigt op om den for at få åbne standarder på området. Det skyldes, at fabrikanterne for enhver pris vil undgå at komme i lommen på en leverandør, siger Jørn Eskildsen.

Boks:
Massive investeringer
Zensys, hvis medarbejdere har en fortid hos blandt andre netværksvirksomhederne Olicom og Cisco samt chipgiganten Intel, blev stiftet for fem år siden og har i flere omgange fået tilført risikovillig kapital. Eksempelvis har engelske Palamon Capital Partners og Vækstfonden skudt over 200 millioner kroner i selskabet siden 2001. I 2003 købte chipgiganten Intel sig ind i Zensys, og siden har de to selskaber arbejdet på en applikation, der skal bygge bro mellem den kraftigt Intel-støttede Universal Plug-n-Play-specifikation (UPnP), som i dag findes i mange elektroniske apparater verden over, og Zensys' Z-wave-teknologi.
Ifølge Per Nathanaelson er de to selskaber kommet langt med udviklingen. Og nu er der udsigt til, at Zensys kan skrue endnu mere op for tempoet, da der endnu en gang er penge på vej til virksomheden fra investorer.
- Vi er ved at få de sidste detaljer på plads i en ny finansieringsrunde, som bliver meget betydningsfuld for os, siger han, men ønsker endnu ikke at afsløre, hvor mange penge det drejer sig om, eller hvem de nye investorer er.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere