Afhængige af sårbare dataforbindelser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. april 2005.


Et enstrenget telekommunikationsnet, vanskeligt terræn, is, sne og hårdt vejr gør dataforbindelserne mellem byerne i Grønland ustabile. Alligevel har virksomheder i Grønland gjort sig stærkt afhængige af forbindelserne.

™tele
Af Steffen Fog
Ilulissat, Grønland: Et par dage i august måned sidste år kunne man mellem Kangaamiut i syd og Uummannaq i nord på den grønlandske vestkyst opleve et næsten totalt nedbrud i telekommunikationen mellem byer og bygder - et nedbrud, der blandt andet ramte Grønlands to næststørste byer, Sisimiut og Ilulissat og næsten halvdelen af Grønlands befolkning
Nedbruddet skyldtes, at en af den grønlandske radiokædes repeaterstationer manglede diesel til generatoren, og da der kun er meget ringe redundans i nettet, betød denne banale fejl, at hele byers telekommunikation brød ned. Bruddet varede i over et døgn, fordi vejret var for dårligt til, at man kunne flyve op til den øde fjeldtop.
Siden er der sket seks større eller mindre nedbrud på den mere end 1.600 kilometer lange grønlandske radiokæde. Den er backbone i al telekommunikation i landet mod nord og bærer alt lige fra radio- og tv-signaler, fastnet- og mobiltelefoni, routernet, IP-data og internet til maritime radiosignaler og flyradio. Systemet er hovedsagligt enstrenget, bortset fra en smule redundans via nogle få tynde satellitforbindelser. Et vanskeligt terræn og et meget lille kundegrundlag gør det nemlig økonomisk vanskeligt.
Alligevel er Grønland overraskende velforsynet med tele og it, og det teknologiske stadie og teknologianvendelsen og -begejstringen i befolkningen er høj.

En sårbar teleinfrastruktur kombineret med kravet om et højt teknologisk niveau hos virksomheder og i serviceapparatet, som har en intensiv brug af it og tele, kan give problemer.
Det kan man snakke med om hos Grønlands Rejsebureau. Computerworld har besøgt afdelingen i Ilulissat, smukt placeret på fjeldet ud til Diskobugten og med udsigt til den malerisk smukke ø Qeqertarsuaq. Her blev man også ramt af det totale nedbrud i august sidste år (se boks).
Nedbruddet ramte dette kontor særligt hårdt, da det er meget afhængigt af dataforbindelserne ud af byen via Tele Greenlands radiokæde. Kontoret er tilkoblet flere løsninger hos leverandørerne - flyselskaber og rederier - alt sammen via servere langt væk. Samtidig benytter kontoret tynde Citrix-klienter, dvs. en terminal-serverløsning, der kører via en server i Nuuk, 680 radiokædekilometer væk.
I de omkring 26 timer nedbruddet varede i august sidste år, kunne rejsebureauet ikke engang åbne et Word-dokument, for alle programmer kører på serveren i Nuuk.
- Al vores kommunikation og it er afhængig af radiokæden. Det er ikke bare vores almindelige arbejdsstationer - Citrix-klienterne - det er også vores booking og billetsystemer. For eksempel vores billetprinter her. Den kører via Amadeus (globalt bookingsystem til flybilletter, red.) langt herfra. Vi bestiller en billet, den bliver så behandlet i Nuuk og sendt tilbage og printet på vores billetprinter her i Ilulissat. Alt sammen via radiokæden, forklarer afdelingsleder i Grønlands Rejsebureau i Ilulissat, Espen Andersen.
Han tilføjer, at kontoret heller ikke kan lave andre typer billetter, udskrive regninger eller blot gå på internettet og for eksempel booke udlejningsbiler for kunderne, hvis radiokæden er nede. Man kan heller ikke modtage dankortbetalinger, som kører via PBS' server i Danmark, ligesom tyverialarmen, som overvåges fra Nuuk, bliver ramt.
- Det sker flere gange om måneden, at der er et eller andet knas et sted på systemet - enten på Tele Greenlands radiokæde eller på satellitterne over Atlanten, siger Espen Andersen.
- Vi er mere sårbare end mange andre virksomheder. De fleste af vores arbejdsopgaver er nemlig afhængige af, at radiokæden er oppe, fastslår han.

Men hvorfor har Grønlands Rejsebureaus forskellige afdelinger på Kysten gjort sig så sårbare og afhængige af radiokæden?
- Vi har ikke noget valg. For det første er der ingen alternativer til Tele Greenland. For det andet er vi i vores branche afhængige af dataforbindelserne. Vi kan ikke køre alting lokalt. For det tredje er der omkring 30 arbejdsstationer i Grønlands Rejsebureau i Grønland, og det er svært at holde dem opdateret, for eksempel sikkerhedsmæssigt, og foretage brugeradministration, hvis det ikke kan ske via en central server, siger Espen Andersen.
Han fortæller, at rejsebureauet tidligere havde en lokal server, der kunne afvikle de fleste kritiske opgaver.
- Men den kan jo også gå i stykker, og det har vi faktisk oplevet. Det skete en fredag eftermiddag, og vi fik straks sendt den med fly til Nuuk, hvor den blev repareret og kom tilbage mandag morgen. Så vi slap med kun få timer i åbningstiden, hvor vi ikke havde en server.
- Selvom vi slap heldigt, viser eksemplet, at der ikke er nogen nem løsning heroppe, og samlet set er fjernstyringen via radiokæden nok det bedste bud på it-udfordringerne i Grønland - det er i hvert fald vurderingen fra vores it-leverandør, siger Espen Andersen.

Billedtekst:
Afhængighed - Al vores datakommunikation ud og ind af Grønlands Rejsebureaus afdelingskontor i Ilulissat er afhængig af Tele Greenlands radiokæde. F.eks. kører kontorets Citrix-klienter via en server i Nuuk 680 radiokædekilometer væk, fortæller afdelingsleder i Grønlands Rejsebureau i Ilulissat, Espen Andersen, der her ses sammen med sine slædehunde.
Foto: Steffen Fog

Boks:
De seneste brud på radiokæden
5. marts 2005: Al telekommunikation, dvs. radio, tv, internet og mobiltelefon (dog ikke fastnet-telefoni) afbrudt i Sydgrønland i 20 minutter, pga. nedbrud på radiokædestationen Simiutaq nord for Qaqortoq. Årsag: Overisning af kommunikationsudstyret.

13. februar 2005: Al telekommunikation (undtagen fastnet-telefoni) i Grønland afbrudt i ca. en time. Årsag: Strømafbrydelse og fejl på nødstrømsanlæg.

4. februar 2005: Ustabil forbindelse til byerne Upernavik Qaanaaq, Tasiilaq og Ittoqqortormiut og deres bygder, der alle forsynes via satellit. Årsag: Dårligt vejr i Nuuk.

14. januar 2005: Al kommunikation undtagen datanet til og fra Sisimiut afbrudt i halvanden time. Årsag: Kortslutning.

25. - 28. december 2004: Al telekommunikation, dvs. radio, tv, internet, mobiltelefoni mv. (undtagen fastnet-telefoni) afbrudt i Sydgrønland i tre dage. Årsag: Svigtende strømforsyning på radiokædestationen NAPO (Naajannguit Portornga) nord for Qeqertarsuatsiaat. Afbrydelsen trak ud, fordi dårligt vejr forhindrede Air Greenlands Sikorsky S-61-helikopter i at lande på fjeldtoppen, hvor repeaterstationen er placeret. Trods flere forsøg lykkes det først den 28. december det syv-mand store reparationshold medbringende 250 kg værktøj og reservedele at lande ved radiokædestationen, der ligger i 570 meters højde.

Flere dage i oktober 2004: Visse af Tele Greenlands satellitforbindelser afbrudt, hvilket afbrød al telekommunikation ind og ud af Upernavik, Qaanaaq, Pituffik, Tasiilaq og Illoqqortoormiut, som kun har forbindelse til omverdenen via satellit. Årsag: Solinterferens

26. - 27. august 2004: Al telekommunikation, dvs. radio, tv, internet, mobiltelefoni mv. (undtagen fastnet-telefoni og kystradio) afbrudt i Midt - og Nordgrønland i lidt over et døgn. Bruddet ramte blandt andet byerne Sisimiut, Aasiaat, Ilulissat og Uummannaq. Årsag: Brændstoflækage på elværket på radiokædestationen på Elmers Fjeld nord for Maniitsoq (billedet).
Afbrydelsen blev forlænget, fordi dårligt vejr forhindrede Tele Greenlands reparationshold i at lande på stationen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere