Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. marts 2005.
It-sikkerhedsfirmaet Organic Network tilbyder gratis at sikre de tusindvis af private trådløse netværk, som står pivåbne i Danmark. Håbet er, at løsningen bliver så stor en succes, at små og mellemstore virksomheder vil betale for tjenesten.
Mange private danskere samt mindre og mellemstore virksomheder giver op over for at sikre deres trådløse net. Og det udgør for øjeblikket en af de største it-mæssige risici.
De har ganske enkelt ikke den tekniske indsigt, som er nødvendig for at holde styr på, hvem der må få adgang til det trådløse net. Resultatet er, at tusindvis af trådløse netværk i Danmark står åbne, så uvedkommende får adgang til at bruge internetforbindelsen.
Det vil it-sikkerhedsfirmaet Organic Network, der har kendte internetnavne som Martin von Haller Grønbæk, Thomas Madsen-Mygdal og Nikolaj Nyholm i spidsen, rette op på.
Firmaet tilbyder uden betaling private danskere at sikre deres trådløse netværk mod ubudne gæster.
Organic Network gør det dog ikke, fordi de er idealister og ser det som deres opgave at sikre netværkene mod misbrug af spammere og andre uheldige elementer, men fordi de vil sælge den hostede sikkerhedsløsning til små- og mellemstore virksomheder.
- Det er en markedsføringsøvelse for os. Når en privatperson har set, at sikkerhedsløsningen virker hjemme, så vil han være tilbøjelig til at anbefale den på arbejdspladsen, siger Nikolaj Nyholm, som, ud over at være medstifter af firmaet, er teknisk direktør.
Organic Networks sikkerhedsløsning til trådløse netværk, WirelessOffice, er en central-baseret tjeneste. Man melder sig til på Organic Networks hjemmeside og downloader et stykke software. Installationen foregår derefter automatisk, og sikkerheden på opkoblingspunktet og det trådløse netværk bliver derefter håndteret og konfigureret centralt på Organic Networks servicecenter.
Helt gratis er tjenesten dog ikke for private, da Organic Network kræver, at den private bruger stiller 128 kb downstream-kapacitet på sin bredbåndsforbindelse til rådighed for selskabet. Det slipper erhvervskunder for, men de skal til gengæld betale en gang om måneden. Prisen afhænger af, hvor mange brugere, der er på netværket. Et netværk med op til fem brugere må slippe 199 kroner om måneden, seks til ti brugere skal punge ud med 299 kroner, mens virksomheder med mere end 11 brugere skal betale 499 kroner om måneden.
I begyndelsen er det kun de danskere, som har baseret deres trådløse netværk på Linksys-routeren WRT54G - en af landets mest udbredte - der kan nyde godt af tilbuddet, men Organic Network arbejder ifølge Nikolaj Nyholm på at gøre tjenesten tilgængelig for folk med trådløse netværk, baseret på andre router-modeller.
Konsekvenserne af sikkerheden, eller snarere usikkerheden, på private danskeres trådløse netværk har i den seneste tid fået stor opmærksomhed. I begyndelsen af marts advarede TDC deres kunder om uheldige konsekvenser af ikke at sikre det trådløse netværk. Teleselskabet fremlagde to konkrete tilfælde af misbrug, der havde ført til ekstraordinært store regninger på over 20.000 kroner for en måned. Samtidig har Videnskabsministeriet lanceret kampagnen Netsikker Nu!, hvor et af de centrale temaer er at give gode råd til danskerne om, hvordan man får sikret de trådløse netværk.
Billedtekst:
Skytsengel
Nikolaj Nyholm vil, sammen med blandt andre Martin von Haller Grønbæk og Thomas Madsen-Mygdal, sikre private danskeres trådløse netværk uden betaling. Foto: Torben Klint