Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 28. januar 2005.
Per Andersen, IDC, giver her 10 forudsigelser for, hvad der vil ske i 2005.
Krystalkugle Ved konferencen IDC Directions i denne uge i København var der mulighed for at høre analysehuset IDC's nordiske chef give sine bud på, hvad der kommer til at ske i 2005. Per Andersens 10 spådomme lød:
1 Væksten på det danske it-marked bliver på cirka fire procent.
2 Den nordiske førerposition vækstmæssigt viger og væksten bliver lidt under niveauet i Vesteuropa.
3 Vi har tidligere verden over set en konsolidering inden for it-service, og nu vil vi se samme udvikling på softwareområdet. Microsoft vil opkøbe endnu et selskab, der har løsninger (applikationer).
4 IBM Danmark vil efter Mærks Data-opkøbet blive reorganiseret og repositioneret. IBM vil også forholde sig til, hvad der skal ske med EDB Gruppen, men det kan gå ind i 2006. NNIT vil komme i samme problem som Mærsk Data - skiftet til global spiller er svært - så i 2005 eller 2006 kommer partner, penge eller opkøb.
5 Hewlett-Packard vil stadig reklamere for 64-bit-processorer og andet teknisk. Men det bliver svært for HP at få sendt klare signaler til kunder om, hvorvidt man vil andet end "it-laget" (infrastruktur) - altså også "forretningslaget". Det er det sidste, som har mest vægt hos kunderne. Novell vil ændre strategi - det gør firmaet hver tredje år. Desuden bliver der mindre "hype" om open source, idet man lægger mere vægt på økonomien - det hele skal hænge sammen.
6 Der vil ske noget drastisk inden for, hvad der kaldes enterprise solution platform. I øjeblikket er der for mange. Microsoft har sin, IBM sin, SAP sin, Oracle sin etc., men antallet vil falde, og det er ikke den bedste teknologi, der vinder, for det er det aldrig. Vinderen vil blive den platform, som kunder har tiltro til, at de ikke låses fast til.
7 Brugen af små RFID-mærker (Radio Frequency Identification), der afløser stregkoden til at identificere varer, vil udvikle sig langsomt, men stabilt.
8 Konsolideringen inden for teleindustrien fortsætter, og VoIP (voice over IP) vil blive mainstream i 2005. Det vil blandt andet få priserne til at falde.
9 Bredbåndskrigen mellem teleselskaberne og elselskaberne vil stå 10-0. Elselskaberne mangler viden om it-sikkerhed, indhold, administration og meget andet, så de bliver nødt til at inddrage partnere med den viden.
10 Den offentlige strukturreform bliver dyr, men regeringen sætter ikke penge nok af til den. It-leverandørerne kan formodentlig klare sig bedre i konkurrencen ved at fokusere mere på finansieringen, end på løsningen.
I øvrigt mener Per Andersen, at regeringen overlever, og Socialdemokratiet skifter topfigur. Og Lykketoft lader fipskægget gro igen, mens man i kongehuset fejrer Child v. 1.0 - tronarvingens første barn.
Per Andersen forsøgte også at kigge længere ud i fremtiden. Her er hans spådom, at om 20 år eksisterer kun ét af følgende firmaer: Novell, Sun, Oracle, SAS, SPSS, SAP, Computer Associates, EMC, Symantec, Intentia, Unisys eller Siebel.