Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. januar 2005.
Får staten sit eget it-net? Svaret foreligger endnu ikke, men der arbejdes intenst i flere ministerier for, at det skal blive en realitet - og planerne kan ventes offentliggjort i løbet af foråret - måske allerede indenfor en til to måneder.
Den helt store gulerod for staten er besparelser på mellem 25 og 40 procent eller op mod 100 mio. kroner om året. Først er der dog nogle ting, der skal afklares, før embedsmændene kan fremlægge en samlet pakke til afstemning hos politikerne og til offentligt skue. Blandt andet skal det afklares, hvordan statens it-net rent teknologisk og organisatorisk skal etableres
Førstnævnte - spørgsmålet om hvilken teknologi, der skal bære statens it-net - er næsten besvaret. Der er i hvert fald én løsning, som virker meget mere oplagt en alle andre: Statens it-net bliver formodentligt baseret på den såkaldte MPLS-teknologi (Multi Protocol Label Switching), som er en udvidelse til IP (se boks side 12). Denne teknologi er nemlig udset til at blive fremtidens løsning på store netværk, fordi teknologien er meget fleksibel, skalerbar og åbner mulighed for, at mange slags data og tjenester kan bæres i de samme kabler, side om side, pakke ved pakke.
- MPLS spiller allerede en stor rolle i de fleste net. Det er fremtidens standard i nettene og vil med stor sandsynlighed også komme til at spille en stor rolle i statens it-net, siger Torben Rune, der er civilingeniør og direktør for Netplan, som har lavet business-casen for statens it-net, og som fungerer som rådgiver for staten i forbindelse med it-nettet.
Tvang eller ej?
Hvordan staten indfører et statens it-net rent organisatorisk, er et punkt, hvor embedsmændene skal gøre hjemmearbejdet ordentligt, før planerne fremlægges for politikerne. For det er nemlig her, det for alvor kan gå galt. Især skal graden af tvang afklares.
På den ene side er det nødvendigt at opnå kritisk masse i antallet af enheder i staten, der kobler sig på it-nettet. Forudsætningen for at opnå besparelserne nævnt i businesscasen - 25-40 procent af det nuværende budget til it-net eller et trecifret millionbeløb om året - er nemlig, at nettet opnår en vis udbredelse, og at hovedparten af statens enheder kobler sig på.
På den anden side er det ikke altid, at den enkelte statsinstitution eller statslige enhed selv kan se eller vil opleve fordele ved it-nettet, selvom staten set under et formodentligt vil få besparelser. For den enkelte institution kan statens it-net nemlig betyde ændringer i arbejdsgangen, nye systemopsætninger osv. og i det hele taget en ensretning og reduceret selvbestemmelse. Det kan føre til massiv modstand mod planerne.
Disse to ting - den forventede modstand, og kravet om kritisk masse - kan tale for at tage tvang i brug over for statens institutioner og myndigheder. Jo flere der er med, jo større rationaliseringsgevinster og stordriftsfordele.
Alligevel ventes det ikke, at tvang tages i brug. Statens it-net ventes nemlig etableret som en rammeaftale i regi af SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice).
- Egentligt er det måske forkert at kalde det statens it-net, for der er ikke tale om, at staten skal have sit eget net i jorden med lyslederkabler osv. Statens it-net er mere en slags avanceret indkøbsliste, som fastlægger hvordan statens enheder skal købe ind, når de vil købe netværk, siger direktør Torben Rune hos statens rådgiver Netplan.
Tvangen kan dog komme indirekte. Det kan ske ved, at bevillingerne til den enkelte statslige enhed reduceres med et beløb svarende til den besparelse, enheden teoretisk kan opnå, hvis den går over til statens it-net. Om institutionen så vil opnå besparelsen ved netop at koble sig på eller ved at spare på andre områder, må den selv om.
Den altovervejende fordel ved statens it-net er økonomisk. Den foreløbige business-case, der er udarbejdet af Netplan, taler om besparelser på mellem 25 og 40 procent - svarende til et trecifret millionbeløb årligt.
Besparelsen opnås især, fordi staten kan nøjes med meget færre produkter fra teleselskabernes hylder, samtidig med at staten i praksis vil fremstå som en stor indkøber. Det giver mængderabat og mulighed for at presse markedet og prisen.
Hvis staten vælger MPLS, hvilket meget taler for, giver det nogle store rationaliseringsgevinster. Således vil statens forskellige virksomheder og institutioner kunne nøjes med et net og et kabel til alle sine digitale kommunikationsbehov, herunder al telefoni, internet, intern dataoverførsel osv. Dermed kan alle andre linier opsiges. Det sparer penge, og det er især her, besparelsespotentialet skal findes og især via denne besparelse, at statens it-net skal finansieres.
I den forbindelse er det dog også en ulempe, at man med kun en linie til hver institution og kun et net til al data- og telekommunikation bliver mere afhængig og sårbar, hvis nettet går ned. Derfor arbejdes der i planen med høj grad af redundans i nettet, altså et ringnet med flere veje fra A til B.
Besværlig administration
En anden stor ulempe ved statens it-net kan blive problemerne med at afregne brugen af nettet internt. Når staten kun får en regning for sine teleydelser, skal staten selv finde ud af fordele denne regning på de forskellige ministerier, styrelser, enheder og kasser. Og det kan vise sig at være et stort arbejde. Risikoen er, at denne administrationsbyrde bliver så stor, at besparelserne bliver svære at få øje på, og kan i hvert fald i starten betyde, at staten får store udgifter med at uddanne sig selv til teleudbyder. Det var jo ikke tilfældigt, at staten med privatiseringen og liberaliseringen af teleselskaberne trak sig ud af telebranchen.
En anden risiko ved statens it-net er, at staten mindsker sine muligheder for at udnytte markedet og shoppe rundt mellem de forskellige tilbud på it-net for derved at opnå besparelser. Denne anke afvises dog af mange, idet man netop agter at lave statens it-net som en rammeaftale i regi af SKI. Ganske vist binder rammeaftalen statens enheder til at købe ind på en bestemt måde fra bestemte leverandører, men fordelene er større, fordi rammeaftalen giver mulighed for at købe stort ind og derved få mængderabat, samtidig med at staten på den måde agerer som en samlet indkøber, der dermed kan presse markedet og prisen.
Teknik klar, organisation mangler
Netop besparelsespotentialet er en af de svære poster i beregningen af, om det kan betale sig at etablere statens it-net. Jo større en virksomhed er, og jo flere enheder den er delt op i, jo mere kompliceret bliver regnestykket. I den sammenhæng må staten betegnes som ekstremt stor.
- Når man laver sådan en beregning af besparelsespotentialet, forudsætter regnestykket jo, at et bestemt antal brugere kobler sig på. Hvis det senere viser sig, når nettet er etableret, at brugerne ikke kobler sig på alligevel, så holder beregningen jo ikke. Derfor skal man i overvejelserne også overveje eventuelle styringsredskaber og i hvor høj grad man skal tvinge brugerne på nettet, siger direktør i Netplan Torben Rune.
Han mener, at de organisatoriske overvejelser er det sidste, der mangler, før man er klar med en plan for, hvordan statens it-net eventuelt kan etableres. Teknikken er på plads.
- Teknologien, man vil bruge, er nemlig i høj grad standardprodukter og hyldevarer, siger Torben Rune.
Billedtekst:
afklaring
Skal - skal ikke? Det er spørgsmålet for embedsmænd og politikere, der i denne tid arbejder intenst med forberedelserne og undersøgelserne forud for en eventuel etablering af statens it-net.
Boks:
Der er endnu ikke taget endelig politisk beslutning om, hvorvidt staten skal etablere sit eget it-net eller ej. Nettet er dog formodentligt på vej, for fordelene er mange:
Besparelser (op mod 100 mio. kr./år). Det økonomiske argument er helt afgørende i planerne om et statens it-net. Tesen er, at staten ved at opbygge et fælles it-net, kan opnå løbende besparelser, der overstiger udgifterne ved at etablere nettet.
Den oprindelige business-case lavet af rådgivningsfirmaet Netplan i 2003 taler om besparelser på 25-40 procent i forhold til de nuværende udgifter til statens digitale infrastruktur svarende til et trecifret millionbeløb.
Besparelserne skal opnås igennem bl.a. stordriftsfordele, en samlet statslig front over for leverandører, optimeret udnyttelse af ressourcerne, mindre overkapacitet i netværkene, nedlæggelse af dobbeltlinier og mindre spild.
Fleksibilitet. Hvis den digitale infrastruktur, som understøtter statens forskellige funktioner og opgaver, er ens mellem alle statens enheder, opnår man større fleksibilitet, end hvis hvert ministerium, styrelse og institution opbygger sit eget net med hver sin konfiguration og specifikation. Et ensartet net betyder f.eks., at man kan skiftes til at bruge det samme net, hvis man ikke har spidsbelastninger på samme tid, eller har variationer i sit behov for størrelse af den digitale infrastruktur. Samtidig betyder det, at man f.eks. kan centralisere sin serverdrift og køre tynde klienter. Alt sammen noget der ud over den større fleksibilitet, giver billigere opgraderinger, nemmere geografisk flytning af institutioner og samlet mindre indkøb af digital infrastruktur mv. - alt sammen med besparelser til følge.
Bedre digital forvaltning. Hvis det offentlige skal have held med digital forvaltning og gnidningsfri dataudveksling, mener mange, at det kræver en særdeles bred digital motorvej, sammen med masser af biveje, landeveje og motortrafikveje med stor kapacitet. Og det skal være billigt for staten at køre på vejene.
Det sikres bedst, hvis statens opbygger et it-net efter ens retningslinier. Det er faktisk den eneste måde, hvorpå staten kan sikre sig forudsigelig udvikling i udgifterne til den digitale infrastruktur, mener mange.
Andre har dog hævdet, at den digitale forvaltning ikke forudsætter et statsligt it-net, fordi løsninger til digital forvaltning godt kan laves på andre platforme, f.eks. internettet.
Koncern-struktur. En centralisering af it- og teleområdet i staten, understøtter statens generelle ønske om at fremstå med en udpræget koncernstruktur, som det kendes fra det private erhvervsliv.
Koncernstrukturen vil understøtte muligheden for at indkøbe fælles og dermed opnå besparelser, ligesom det kan føre til øget integration af data i statens forskellige enheder.
Boks:
Teknologien bag nettet
Hvordan statens it-net rent teknisk skal skrues sammen tages der først endelig beslutning om, når og hvis den principielle arkitektur bliver godkendt af politikerne.
Det står dog fast, at teknologien MPLS (Multi Protocol Label Switching) vil komme til at spille en central rolle i nettet. Det fremgår blandt andet også af den business-case, som Netplan lavede i 2003 for statens it-net.
MPLS-teknologien er en udvidelse til IP, der gør det muligt at route hurtigere ved at udstyre datapakkerne med etiketter (labels), der sætter routeren i stand til at sende trafikken videre med det samme - uden at skulle læse IP-adressen. Dermed kan man prioritere trafikken, hvilket muliggør garanteret båndbredde, og at tjenester som IP-telefoni, videokonferencer, streaming kan blandes sammen med data- og filoverførsler, email, web og tynde klienter i samme net og samme kabler. Det kunne man ikke tidligere, hvor brugerne var henvist til at benytte faste, lejede forbindelser til hver af de forskellige tjenester - en til telefoni, en anden til internet for eksempel. Med MPLS kan det hele være i de samme kabler, og teknologien gør det enklere at etablere VPN-forbindelser (Virtuel Privat Net).
Teleselskaberne har de sidste par år indført MPLS på deres IP-backbone, og de får en bedre udnyttelse af deres netværkskapacitet, fordi de bliver i stand til at afvikle mange forskellige overførsler separat og beskyttet over samme kabel. Staten, som typisk har behov for at forbinde geografisk adskilte institutioner og afdelinger, vil kunne høste nogle rationaliseringsgevinster og få nogle bedre priser og rabatter, fordi man bruge færre kabler og forbindelser ved at vælge MPLS.
Boks:
Statens eventuelle it-net
Statens it-net bliver ikke, som man måske skulle tro, et egentligt net bestående af kobber- og lyslederkabler i jorden. Staten kommer altså ikke til at eje kabler og ej heller til at skulle grave i jorden. I stedet vil staten købe sig ind på teleselskabernes kabler og forbindelser, og statens it-net vil således i stedet blive en art avanceret indkøbsliste, som statens og dens organisatoriske enheder vil bruge, når de skal købe data- og telekommunikationsydelser og digital infrastruktur.
Dermed vil de agere ensartet overfor udbyderne, teleselskaber, it-driftscentre m.fl., når de skal købe datakapacitet og telekommunikation og på den måde fremstå som én kunde over for leverandørerne, hvilket sammen med en ensartet netstruktur, kan give stordrifts- og effektivitetsgevinster, besparelser og mulighed for at presse prisen hos teleselskaberne.
Boks/Graf:
Nettet år for år:
2002:
• Ideen om statens it-net opstår blandt en del af statens it-chefer under navnet statens bredbåndsnet.
• En arbejdsgruppe under IT- og Telestyrelsen laver en rapport om fordelene ved at forbinde 1.300 statsinstitutioner og 26.000 arbejdspladser i et fælles bredbåndsnet.
2003:
• Statens it-råd afsætter 10 millioner kroner fra digitaliseringspuljen til at undersøge fordele og ulemper ved statens it-net, besparelsespotentialet, mulige modeller for gennemførelse, forhindringer m.v.
• Netplan laver
business case.
• Arbejdsgruppe nedsættes. Den forankres i Finansministeriet. Den starter blandt andet med at indhente oplysninger fra alle statens institutioner og enheder om, hvilke tele- og netværksløsninger de benytter sig af i dag.
2004:
• Arbejdsgruppens arbejde fortsætter, herunder afklaring af den teknologiske og organisatoriske løsning.
2005:
• Arbejdsgruppen bag statens it-net afleverer - formodentligt her i januar eller februar - et samlet forslag til Statens it-råd, som består af medlemmer fra de forskellige ministeriet på chefniveau. Rådet tager stilling til forslaget og eventuelle alternative løsninger.
• Statens it-råd sender forslaget, inklusive eventuelle alternativer, videre til regeringen og Folketinget, hvor politikerne skal tage endelig stilling.
2006:
• Fra planen om statens it-net bliver vedtaget politisk, går der cirka et år, før det er en realitet. Dvs. statens it-net kan tidligst være oppe at køre i løbet af 2006.
