Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. november 2004.
Danskerne bliver stressede af, at forandringshastigheden er stigende, og det sætter fremtiden på spil.
Det største problem for Danmarks fremtid er ikke det høje lønniveau eller manglen på højtuddannede. Det største problem er vores manglende evne til at håndtere hurtige forandringer.
Sådan lyder budet fra en sand ‘nørd', Mogens Nørgaard, teknisk direktør for Miracle A/S, der betragtes som en af landets førende ‘troubleshootere', hvad angår databaseproblemer.
- Forandringshastigheden er stigende, og denne ikke-lineære udvikling har vi mennesker meget svært ved at leve med. Den slår os ud og får os til at indtage fosterstillingen, mens vi kigger os over skulderen for at få en ide til, hvad vi dog skal gøre. Vi bliver bange, usikre og opgivende, siger Mogens Nørgaard.
Dårlige uddannelser
Mogens Nørgaard anbefaler, at alle læser den lille amerikanske bestseller "Who Moved My Cheese", som handler om reaktion på forhandringer.
- Vi skal blive glade for forandringer. Det skal være en del af selve vores folkesjæl, hvis vi skal have det rigt og godt i fremtiden, siger Mogens Nørgaard.
Han peger også på uddannelsessystemet.
- Det er meget dårligt på alle niveauer, og det kræver mange år at få rettet op på det forhold. Vores folkeskole for eksempel er elendig. Der er aldrig noget galt med lærerne. Det er enten ledelsen eller forældrene eller eleverne, der er problemet, siger Mogens Nørgaard og tilføjer.
- Det slår selvfølgelig igennem på andre uddannelsesniveuaer også. Ph.d'er og MBA'er er normalt blevet så skræmte af deres akademiske på-den-ene-side-på-den-anden-side udvikling, at de ikke tør starte noget selv. De fleste MBA'er bruger en masse energi på at lære, hvordan man skal vinde på markeder, skabe nye markeder, forandre sig ... hvorefter de lader sig fastansætte i gode, solide job hos gamle mega-koncerner, i stedet for at gå ud og blive rige og berømte med noget nyt og spændende.
Derfor er Mogens Nørgaard ikke overbevist om, at vejen frem blot er at sikre flere en høj uddannelse. Uddannelserne skal først ændres.
- Lad det at elske forandringer være drivkraften i både en strukturreform og i undervisningssystemet, siger Nørgaard.
Han mener, at de unge er på rette spor - de lever i den globale landsby.
- Vi gamle forstår det bare ikke. Men vi kan lære at elske det. Alternativt skal vi enten opleve en statsbankerot eller en rigtig krig for at kunne begynde forfra.
Billedtekst:
Mogens Nørgaard er, ud over at være tekniske direktør i Miracle, også bestyrer af undskyldningsfilosofien firmahønsene, der leverer ovarisk kosttilskud til virksomheders ansatte. Hvad firmakaninerne og firmaundulaterne leverer vides ikke.