Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. oktober 2004.
Kræften huserer vores samfund. En kræft, der skyldes dårlig opførsel, eller rettere "unlikeable" opførsel. Og kræften vokser vildt, fordi det er den negative opførsel, der belønnes i en kultur som vores. Kulturen bygger nemlig på frygt!
Gys! Har Yahoo's ledelsesguru Tim Sanders virkelig ret? Det er ham, der er ude med budskabet i forbindelse med en kommende bog med titlen The L Factor Advantage. Læg mærke til L'et. Det står for "likeable".
Sanders mission er tilsyneladende, at få ledere og andre op på et 9-tal på en "Likeable-skala" fra 1-10. Det giver resultat på bundlinien, siger han. Det gør verden bedre.
Jeg krøb ned i stolen, da jeg hørte ham i Las Vegas i sidste uge. Den spinkle mand med det massive sorte pandehår fik mig til at føle mig skyldig.
Jeg spreder kræft, for jeg spreder alt for lidt solskin omkring mig. Jeg er for intolerant, når jeg er stresset, og det er jeg for det meste. Selv visse læsere af denne klumme påpeger det, når jeg møder dem. "Hvorfor er du altid så negativ i dine klummer?", lyder spørgsmålet.
Tager for givet
En anden af talerne i Las Vegas blev min frelser. Det var Intels it-direktør Doug Busch. Han har fået mig til at lægge mærke til en masse små positive ting, og det påvirkede mit humør og dermed nok min position på "likeable"-skalaen. Det vender jeg tilbage til om lidt, men først noget om Doug Busch's holdning.
Intel-direktøren er forbandet over, at vi tager innovation for givet. Vi tænker ikke over den, når vi først har vænnet os til det nye. Vi lider af "institutionelt hukommelsestab", siger han.
Når det nye gode indføres, måler vi nogle få år for at se ROI - Return on Investment - altså om investeringen har betalt sig. Men derefter måler vi kun omkostningerne, hvilket risikerer at kvæle innovationen i stedet for at nære den.
Målingerne kan jeg ikke rigtig tale med om, men hvor er det rigtigt, at der ikke skal meget til, før vi tager innovationen for givet.
Lad mig give et lille eksempel fra intim-sfæren. Jeg havde ikke tænkt på, at dametoiletter på mere offentlige steder i USA typisk er langt renere end i gamle dage. Det skyldes jo, at en lille sensor måler, om man letter rumpen fra tønden, for så kan der skylles pr. automatik. Også ved håndvasken mærkes automatikken. Vandet begynder at løbe pr. automatik, så man slipper for at udveksle colibakterier ved blandingsbatteriet. Jo, det er små innovationer, der stadig er værd at glæde sig over, uanset at investeringerne skyldes problemer med forstoppede toiletter og galopperende vandregninger.
Sort hul for sportspressen
Så springer jeg frem til den innovation, som er så ny, at den begejstrer mig, men først en forhistorie. Gemalen og jeg har en ulykkelig forkærlighed for baseball og især for Boston-holdet Red Sox. At jeg betegner forkærligheden som "ulykkelig" skyldes, at baseball er et sort hul i dansk sportspresses univers.
Mens jeg var i Las Vegas, vandt Red Sox omsider over ærkefjenden, stenrige New York Yankees, i serien American League, og Red Sox skabte sportshistorie. Et hold, som i finalen er bagefter 0-3, har aldrig før vundet serien. Jeg led og hujede foran tv'et på værelset, i restauranten, i baren, mens de sidste fire kampe blev afviklet.
Nu er Red Sox i 2004 World Series finale - for første gang siden 1918. Jeg er tilbage i Danmark - i det sorte hul. Min svenske gemal har været på nippet til at emigrere tilbage, idet svensk Viasat sender baseballbegivenheden. Men tirsdag aften købte vi os til en transmission via internettet for sølle 2,50 dollars og så Red Sox slå St. Louis Cardinals (vinder af serien National League), så resultatet er 3-0. Boston-holdet var blot en kamp fra triumfen.
Den innovation - nettransmissionen - er da storslået, selv om billedet endnu er på "frimærkestørrelse" (man bliver søsyg af "full
screen").
Jeg blev glad, klummen blev positiv, og nogle læsere vil nu være tilfredse. Min L-faktor er steget, men den skal nok falde igen. Sagt som trøst til visse andre læsere, der bedst kan lide min hvæssede pen.
